Det er både hamrende nemt og møgsvært at investere.

Du skal bare finde en aktie, analysere den og så trykke på købsknappen. På et tidspunkt, når aktien er steget, kan du sælge den. Og så har du tjent penge. Voila.

Så langt, så godt. Problemet er bare, at det er langt nemmere sagt end gjort.

Derfor kan det i stedet være mere bekvemt bare at kigge på kursgrafen, krydse fingrene og købe på impulsen.

Men hvordan finder man vej i aktiemarkedets jungle af muligheder og risici? Det kommer to eksperter her med en række konkrete bud på.

Først og fremmest er det vigtigt, at du lægger dig en klar investeringsplan med udgangspunkt i dine mål og risikovillighed. Det er sjældent en god idé bare at kopiere andres strategi.

Her bør du blandt andet stille dig selv følgende spørgsmål:

• Hvor mange penge vil du investere?
• Hvornår skal du bruge pengene?
• Hvad skal pengene bruges på? Ferie, bolig, pension? Eller noget midtimellem?
• Hvor godt sover du om natten, vel vidende at din formue stiger og falder i takt med aktiemarkedet?
• Hvordan vil du investere? Vil du stå for det selv eller bruge en rådgiver?

Formålet med disse spørgsmål er at hjælpe dig med at forblive tro mod dig selv – og dine investeringer – selv når det går ned ad bakke.

Formueekspert i Nykredit Jeanette Kølbek fortæller, at det også er en god idé at overveje, hvor stor en del af din opsparing du kan investere.

»Jeg anbefaler, at man har en kontant buffer til uforudsete udgifter og undgår at investere penge, man skal bruge inden for de næste tre år. Det ville være ærgerligt, hvis festplanerne måtte ændres på grund af tab i investeringerne,« siger hun.

Som tommelfingerregel bør man have tre måneders udbetalt løn stående på kontoen til uforudsete udgifter.

Du tænker måske ikke over dem. Og det er faktisk ikke så mærkeligt.

Investering handler nemlig lige så meget om psykologi og kognitive bias, som det gør om tal og regnestykker.

»Det får os til at løbe efter de nylige vindere, overse kritiske risici eller handle impulsivt på følelser frem for på baggrund af en analyse,« siger Jacob Falkencrone.

Han fremhæver særligt tre konkrete bias, som mange investorer lider under:

• Recency bias: Vi tillægger nylige informationer, som for eksempel dagens kursstigninger, uforholdsmæssig stor betydning.
• Attention bias: Vi fokuserer på aktier, der er i mediernes søgelys, fordi vi antager, at opmærksomhed betyder potentiale.
• Overselvsikkerhed: Investorer tror fejlagtigt ofte, at deres hurtige intuition eller vurdering er bedre end en detaljeret analyse.

For Jacob Falkencrone leder de forskellige bias tankerne tilbage på meme-aktiemanien i 2020 med GameStop som nok bedste eksempel.

»Investorerne strømmede jo impulsivt til de her populære aktier, mange uden overhovedet at vide eller forstå, hvad de egentlig købte, andet end at de havde kigget på en hurtigt stigende kursgraf. Da begejstringen aftog, forsvandt deres afkast også – ofte på dramatisk vis,« siger han.

Her begynder det at blive lidt mere komplekst. Du bør nemlig undersøge nøgletal som virksomhedens indtjening, gæld og værdiansættelse. Men bare rolig – du kan trygt lade regnearket blive liggende.

En stor del af nøgletallene kan du finde i virksomhedens femårsoversigt, der typisk findes på de første sider af årsrapporten.

Her fremgår både de rå tal og vækstraterne samt en række nøgletal relateret til aktiekursen. Et nøgletal, som dog sjældent findes i årsrapporten, er aktiens price-earnings, som viser, hvor meget du skal betale for én indtjeningskrone.

P/E-nøgletallet, som af mange bruges til at vurdere, om en aktie er dyr eller billig, kan dog typisk findes på din netbank eller handelsplatform – eller på sider som Yahoo Finance eller CNBC.

Hvor der er en mulig gevinst, er der også en risiko. De to ting går hånd i hånd.

Derfor er du nødt til at være bevidst om, hvordan dine aktier opfører sig i et uroligt marked. I forhold til hinanden. Og i forhold til et bredt indeks.

Du har nok hørt det før: »Spredning er redning.« Og selvom det er rigtigt, kan det nemt misforstås. For køber du ti ai-aktier, er dine investeringer ikke særlig spredt. Én dårlig nyhed kan ramme hele sektoren.

Derfor bør man have aktier fra forskellige sektorer, lande og endda aktivklasser. På den måde kan man sikre, at når noget ryger ned, vil andet trække op.

Når man vurderer risikoen ved en investering, er både standardafvigelse og beta gode og forholdsvis enkle værktøjer at bruge.

»Standardafvigelsen giver et billede af, hvor urolig investeringen er. En lav standardafvigelse betyder, at afkastet ikke ændrer sig så meget – altså lav risiko. En høj standardafvigelse betyder derimod store udsving og dermed højere risiko,« siger Jeanette Kølbek.

Beta viser, hvordan en investering bevæger sig i forhold til markedet – typisk sammenlignet med et indeks som for eksempel C25 eller S&P 500.

• En beta på 1 betyder, at investeringen svinger i takt med markedet.
• En beta over 1 betyder, at den svinger mere end markedet – altså højere risiko.
• En beta under 1 betyder mindre udsving end markedet – lavere risiko.

Har du fundet en aktie, som du synes er interessant men ikke vil købe på nuværende tidspunkt, behøver du ikke at smide den i skraldespanden.

Sæt den i stedet på en observationsliste.

Så kan du holde øje med udviklingen i selskabet. Er du stadig nervøs for Novo Nordisk, kan du vente, til stemningen måske bliver bedre på et tidspunkt. Synes du, at NVIDIA er for dyr? Sæt den på observationslisten, og vent, til den måske bliver billigere på et tidspunkt.

Snakken går i Hellerup, ligesom den altid har gjort.

Vi er i træningscentret Wellcome, i et højloftet omklædningsrum af moderne standard. TV 2 News kører på et fladskærmsfjernsyn, og her dufter af æteriske olier og badesalt.

Mens jeg afklæder mig til en tur under et af de pandekagebrede brusehoveder, er to mænd midt i en distingveret samtale.

De kender hinanden fra fitnesscentret, men nu står de og arrangerer, hvad der unægteligt dufter af at være en god, gammeldags forretningsfrokost – med alkoholfri øl.

Det er ikke tilfældigt.

I samtaler med talenterne på Berlingskes årlige Talent 100-liste har det åbenbaret sig, at motion og netværkspleje hænger stærkere sammen end nogensinde.

Som et af årets talenter, Maria Anker Andersen, der er stifter af ledelsesnetværket Female Leadership Academy, formulerer det:

»Man får nogle lidt mere ægte og uformelle samtaler, når man dyrker motion sammen. Og når man kender folk for mere end det rent professionelle, er man også villig til at investere mere i et professionelt samarbejde med dem.«

Tidens mange løbe- og cykelklubber er et velafdækket fænomen, og det vil chokere de færreste, at landets erhvervsspidser spiller padeltennis i lukkede fora.

Men så modtog jeg et tip om, at også styrketræning – denne lidt brovtende og selvcentrerede motionsform, som man typisk har forbundet med lavere sociale klasser – er blevet et hit i visse af kongerigets erhvervsbobler.

Jeg blev sendt i retning af nordsjællandsperlen Hellerup.

Her ligger Tuborg Havn, der engang var en grovkornet industrihavn, folkeligt kendt fra Olsen-bandens store ølkup i »Olsen-banden overgiver sig aldrig«.

I dag er området blankpoleret.

Havnen, der administreres af KDY (Kongelig Dansk Yachtklub), er en myretue af profitable forretninger i advokat-, konsulent- og regnskabsbranchen. Horten, Implement, PwC, Saxo Bank, Mercuri Urval ligger side om side og nyder havudsigten.

Området oser af overskud og medvind i tilværelsen.

Frisøren tager 720 kroner for en herreklipning og fortæller, at det er vigtigt, at hendes frisørelever er belæste nok til at imødekomme kundernes behov for at tale om storpolitik og erhvervssladder.

I den lokale Meny er der altid smagsprøver på ost og vin, og i gamle dage var butikkens varemærke den store amerikanerhylde, som var proppet med specialvarer fra den amerikanske forbrugshimmel.

Og på første sal i områdets merkantile knudepunkt, indkøbscentret Waterfront, vender jeg vrangen ud på firmategnebogen for at blive medlem i det, der med egne ord er »Københavns foretrukne high end trænings- og velværeklub«: Wellcome Fitness & Spa.

Der kommer nok ikke så mange murere

Wellcome er ganske rigtigt et stort og flot træningscenter, hvor maskinerne altid virker, hvor der ikke er nullermænd i hjørnerne, og hvor det første menneske, jeg ser i indgangspartiet, er erhvervsmanden Aldo Petersen.

Men det er også et træningscenter, som de er flest. Der er løbebånd og håndvægte, et crossfit-lokale til de rigtig stærke og torturpop på anlægget.

Alligevel har jeg betalt 995 kroner om måneden for et abonnement, der kun giver mig adgang til fitnesscentret og spaområdet i hverdage mellem klokken 11 og 16. (De fleste træningscentre lokker med en form for velkomsttilbud – den slags finurligheder bruger man ikke i Wellcome).

For et helt almindeligt træningsabonnement uden spa betaler man 895 kroner om måneden. Lige rundt om hjørnet, hos den landsdækkende kæde Pure Gym, kan man i skrivende stund melde sig ind for 237 kroner om måneden.

Hvad er det lige, man betaler for hos Wellcome?

Efter en særdeles ufrugtbar debuttræning søger jeg svar i saunaen.

Her får jeg selskab af en helstøbt velfungerende mand ved navn Martin. Han bor i området og arbejder som selvstændig, så han kan sagtens liste ned og træne midt i lønslavernes arbejdstid.

»Prisen her skræmmer mange mennesker væk, og det er nok meningen,« siger han i saunaens kvælende hede.

»Der kommer mange kendte her. Folk fra tv. De sætter vel pris på, at der ikke er så mange mennesker. Og for at sige det, som det er: Der kommer nok ikke så mange murere her som i andre fitnesscentre.«

Andre kilder – medarbejdere fra de omkringliggende storrumskontorer, der kun vil tale til baggrund – bekræfter pointen:

Man betaler ikke kun for de mennesker, man møder i Wellcome. Man betaler også for de mennesker, man ikke møder.

De store armes signal

En anden dag i Wellcome møder jeg selv Søren Steffensen, Peter Glahn og Torben Falholt, tre venner, der svæver lige mellem slutningen af arbejdslivet og starten på pensionistlivet.

Og hvis det er sådan her, midt-60erne ser ud, er jeg frisk på at spole tiden 30-40 år frem.

De tre venner er typiske Wellcome-kunder: Der er luft i kalenderen, friværdien har haft vokseværk i årtier, karrieren har budt på direktørstillinger og bestyrelsesposter. De er sjove, velopdragne, kloge og i god form.

»Vi føler os velkomne her,« siger Torben Falholt, siddende med benene over kors i Wellcomes lounge, mens han drikker en kop kaffe af et papkrus.

»Og de har et segment, hvor vi passer godt ind. Man behøver ikke være et Y for at være her.«

Yer er sådan nogle mænd, der har så brede skuldre, at de kan fremstå lidt som et stort Y, hvis man virkelig har indlevelsesevnen i orden.

»Da jeg var direktør i en fitnesskæde,« indskyder Søren Steffensen, »var der en del kunder med mange tatoveringer og meget store overarme. Der måtte vi fjerne de tungeste vægte netop for ikke at tiltrække de typer. Hernede er der ikke så meget gang over det.«

Den indstilling læner sig op ad en fordom, jeg kender fra mine egne sociale kredse:

Meget store muskler har det med at sende et lidt åndsfattigt signal. Som om man simpelthen ikke har andet på programmet end styrketræning og opblanding af proteinshakes.

Og hvad får man lige ud af at netværke med den type mennesker?

Det er en fordom, Steffensen, Glahn og Falholt gerne vil kvalificere.

For selvom de og resten af deres ti mand store træningsflok ikke bruger træningscentret til at udvide netværket med – dertil er deres karrierer for fremskredne – præsenterer de en anden kobling mellem styrketræning og arbejdsliv.

»Det at have en sund og stærk krop viser jo, at du har styr på dine ting. At hvis du kan passe på dig selv, kan du også passe på din virksomhed,« siger Peter Glahn.

Rygere ryger ned på listen

Han har nok ret.

Tag et kig på Silicon Valley-spydsspidser som Jeff Bezos og Mark Zuckerberg. Hvad har de til fælles ud over mange penge og en meget særpræget tøjstil? En lav fedtprocent og dunkende, tydelige vener i de muskuløse arme.

Tech-geniernes vokseværk noteres i medier verden over.

»Markerede mavemuskler er det nye power trip for direktører«, skriver El País.

Eller som The Guardians Arwa Mahdwai bemærkede i 2023: »Jeg har set Jeff Bezos’ bare brystkasse langt flere gange, end jeg har lyst til (hvilket er nul gange).«

Men i mit eget arbejdsunivers har det tilkommet journalister, politikere og lobbyister at være fednakkede, forfaldne og fordrukne. Uden at det knægtede deres professionelle etos, nærmere tværtimod.

Væsentlige informationer og en intellektuel spændvidde var noget, man fandt nede på bunden af en ølflaske, og sådan var det også engang i dansk erhvervsliv, siger Torben Falholt:

»Sild, snaps og fredagsøl eksisterer ikke længere i de kredse, jeg kommer i. Men for 35 år siden havde jeg Realkredit Danmark som kunde. Og man kunne ikke holde møde efter fredag klokken 12, for så var folk for stegte. Man kunne nærmest ikke komme hen til bordet, fordi der stod ølflasker overalt.«

Jeg beder de tre venner fra Wellcome, der tilsammen har noget nær 100 års erfaring fra dansk erhvervslivs øverste hylder, være helt ærlige, når jeg spørger dem:

Hvis de møder nogen i forretningsøjemed, der er meget overvægtige, påvirker det så, hvordan de vurderer vedkommendes faglighed?

»Ja,« siger Torben Falholt, og så siger Søren Steffensen:

»Ja. Jeg har ansat rigtig mange mennesker. Hvis de var rygere, kom de længere ned på listen. For hvis man ryger, signalerer man, at man ikke har styr på sit shit. Man er afhængig.«

Paragraffen, der aldrig har været i brug

Selvom man har et travlt arbejdsliv, vil man jo gerne signalere, at man har styr på sit shit.

Det kan forklare, hvorfor midaldrende mænd med Horten-muleposer, der holder højlydte telefonmøder i omklædningsrummet, inden de skal ind og trækkes baglæns gennem helvede af en personlig træner, er et almindeligt syn i Wellcome.

Og for tiden går butikkens direktør, Magnus Donatzsky, da også rundt og brygger på en snedig idé.

Den går på, om man ligefrem kunne placere et par af disse kontor-cubes, man kender fra sit storrumskontor – kvadratiske, iltfattige bokse velegnet til telefonmøder – midt inde i træningscentret.

»Der er jo mange, der går rundt hernede og holder møder i deres hovedtelefoner,« siger Donatzsky, der startede som receptionist i Wellcome i 2010.

Nu er han chef for hele biksen, og han genkender, at hans health club er arena for networking.

For det første, siger han, er styrketræning smart, fordi der mellem kraftanstrengelserne er indbyggede snakkepauser. Og for det andet har Wellcome en speciel demografi:

»Her er mange selvstændige, og alle kender alle hernede. Og så bliver der selvfølgelig også lavet forretning,« siger han og nævner et par jordnære eksempler fra sit eget liv:

»Jeg har mødt min tandlæge hernede. Min gamle frisør fra dengang, jeg havde hår, klipper gud og hver mand, der træner i Wellcome.«

Man kan vel møde frisører og tandlæger i alle træningscentre?

»Ja. Men vi leverer nogle faciliteter, der giver bedre mulighed for, at man kan have et community – loungen, kaffemaskinen,« siger Magnus Donatzsky.

Og klientellet, indskyder jeg. Har hans kunder ret, når de spekulerer i, at prisen på et abonnement også skal afskære en vis kundegruppe fra at dukke op?

»Alle er velkomne hos os, og jeg er jo ikke helt enig i, at det er så dyrt.«

Han nævner nogle af tidens trendy holdtræningskoncepter som Barry’s og Hot Yoga. De er dyrere end Wellcome. Men hvis man bare vil træne i sit eget tempo, er der væsentligt billigere muligheder.

»Det er ikke for at skræmme folk væk. Men med de huslejepriser, der er her i området, kan vi ikke have en lav pris.«

Jeg bemærker, at PureGym, der ligger 200 meter væk, er meget billigere.

»Ja, men de har heller ikke lige så mange kvadratmeter.«

Men måske er det ikke kun prisen, der sliber Wellcomes kundebase til. Nærlæser man de vilkår, man skriver under på som kunde, fremgår en ejendommelig betingelse:

»Der må ikke vises tatoveringer i Wellcome, bortset fra diskrete tatoveringer, der ikke forventes at kunne vække anstød eller utryghed blandt medlemmerne.«

Magnus Donatzsky griner, da jeg læser det højt.

»Jeg er jo selv helt overtatoveret. Det er en gammel paragraf, og vi har sådan set snakket om, at den skal fjernes. Det har været for at undgå, at nogen kom herned med et hagekors på brystet, men mig bekendt har paragraffen aldrig været i brug.«

Jeg præsenterede også de tre modne træningsmakkere for ideen om en anti-tatoveringspolitik i Wellcome. Torben Falholt sagde:

»Jeg er da ikke engang sikker på, at de må skrive sådan noget. Men jeg har ikke noget imod, hvis de gør det.«

Og så grinede de tre mænd, dybt og lykkeligt. Et kvarter senere sad de side om side og flåede lystigt i hver sin romaskine.

Skal man hælde Ozempic i drikkevandet?

Det er den slags vittige forslag, som læger morer sig over, hver gang en ny kategori medicin begynder at være til gavn for en stor befolkningsgruppe. Før i tiden lavede kardiologerne vittigheder om at tilsætte kolesterolreducerende statiner til drikkevandet, fordi netop statiner reducerer risikoen for hjerteanfald.

Nu er Ozempic, som Novo Nordisk står bag, og andre præparater i »GLP-1« -kategorien godt på vej til at nå en kritisk masse. Det lader til, at de kan anvendes mod et stigende antal sygdomme ud over den i dag mest almindelige anvendelse til behandling af diabetes og overvægt. Hjerte-, nyre- og leversygdomme. Søvnapnø. Leddegigt. Alzheimers sygdom. Alkoholisme. Endda aldring. I en del af disse eksempler er der tale om potentielle gavnlige virkninger, som kræver en nærmere undersøgelse.

»Vi nærmer os et punkt, hvor man må spørge sig selv, hvad GLP-1-agonister ikke kan bruges mod,« skrev den farmaceutiske forsker og blogger Derek Lowe i det akademiske tidsskrift Science sidste år.

Hvis denne udvikling fortsætter, vil endnu flere millioner af mennesker kunne få gavn af GLP-1 – måske helt op til mellem en tredjedel og et flertal af alle voksne.

Men lægerne advarer også mod brugen af disse former for medicin til mennesker, som ikke har de lidelser, den kan helbrede, eftersom den i visse tilfælde kan forårsage fejlernæring. Lægerne må finde ud af, hvordan man undgå et alt for stort vægttab hos mennesker, der ikke er overvægtige, og det kan muligvis betyde, at disse mennesker skal på en særlig diæt, udtaler dr. Scott Isaacs, der er endokrinolog i Atlanta.

Medicinen – der også omfatter Wegovy fra Novo Nordisk, Mounjaro og Zepbound fra amerikanske Eli Lilly – efterligner virkningen af naturligt forekommende tarmhormoner som GLP-1. Den fremmer produktionen af insulin, der medvirker til at kontrollere blodsukkeret hos mennesker med type 2-diabetes. Den undertrykker appetitten og får mæthedsfølelsen til at indfinde sig hurtigere, når man spiser, og det hjælper overvægtige personer med at tabe mange kilo.

Nøglen til forbedret sundhed – ikke kun vægttab

Hvad angår diabetes og overvægt, er den potentielle patientgruppe meget stor. Over 100 millioner amerikanske voksne – svarende til 40 procent – er overvægtige. Cirka 38 millioner lider af diabetes.

Mange af de gennemprøvede og potentielt positive virkninger udspringer af deres virkning på overvægt. Vægttab kan helbrede søvnapnø. Medicinen fjerner også belastningen på leddene, og det er gavnligt, hvis der er tale om leddegigt.

»Hvis man behandler overvægt, burde alle de komplikationer i forbindelse med overvægt, som vi bruger meget tid på at behandle, blive mindre graverende,« udtaler dr. Louis Aronne, der er leder af The Comprehensive Weight Control Center ved Weill Cornell Medicine.

Noget tyder dog på, at en del af de positive virkninger er afhængige af et vægttab, muligvis på grund af medicinens antiinflammatoriske virkning.

»Forskningen udvikler sig med rivende hast, så vi får hurtigt en bedre forståelse af, hvorfor disse præparater virker på så mange organer og betændelsestilstande,« siger dr. Robert Kushner, der er specialist i behandling af vægttab ved Feinberg School of Medicine ved Northwestern University.

Mange anvendelsesmuligheder

Lægerne mener, at GLP-1-agonister også kan bruges til behandling af psoriasisgigt – en autoimmun lidelse, der kan forårsage smerter i leddene og udslæt i huden – dels på grund af vægttabet, dels på grund af en betændelsesreducerende virkning.

Susan Abernethy fra North Cove i Washington begyndte at tage Eli Lillys præparat Mounjaro i 2023 som behandling mod psoriasisgigt, efter at ældre behandlingsmetoder ikke havde haft nogen særlig virkning.

Susan, 58 år og chef for en nonprofitorganisation, giver Mounjaro æren for, at hun har tabt sig og har fået færre smerter i leddene. Hun tager Mounjaro sammen med Taltz, der er godkendt som medicin mod psoriasisgigt. Hendes forsikringsselskab betaler for denne kombination af medicin, fordi hun også har type 2-diabetes.

»Efter at jeg i snart fire år ikke har været i stand til at foretage mig noget, er det nu lykkedes mig at udføre et par fem kilometer-løb igen,« fortæller hun. »Jeg kan også gå længere ture langs stranden end før.«

Eli Lilly er i gang med at undersøge kombinationen af Taltz og Mounjaros vigtigste ingredienser som behandling mod psoriasisgigt i en fase 3-undersøgelse i håb om at få godkendt anvendelsen af disse medicinske præparater, forudsat at undersøgelsen ender med et positivt resultat.

Lægerne har også succes med at behandle patienter med bestemte leversygdomme. Scott Isaacs udskriver GLP-1 til patienter med en fedtleverlidelse, der betegnes som metabolisk dysfunktionsassocieret steatohepatitis, også kaldet MASH, der anslås at have ramt cirka 15 millioner amerikanere.

Af en undersøgelse offentliggjort i New England Journal of Medicine i april fremgår det, at hovedingrediensen i Ozempic og Wegovy forbedrede denne tilstand hos patienterne.

En anden lidelse, der bliver undersøgt, er Alzheimers sygdom. Forskerne mener, at GLP-1 kan have en neurobeskyttende virkning og derfor nedsætte hastigheden i hjernecellernes nedbrydning. En mindre undersøgelse i Storbritannien sidste år viste, at Novo Nordisks GLP-1 liraglutid reducerede tempoet i den kognitive reduktion i sammenligning med et placeboprodukt. Novo er i gang med en fase 3-undersøgelse af semaglutid anvendt til patienter med tidlig Alzheimers.

Henved 137 millioner amerikanske voksne – over halvdelen af den voksne befolkning – er egnede til behandling med GLP-1-præparatet semaglutid, forudsat at de har type 2-diabetes, ligger på det rigtige niveau af overvægt eller har hjerte-kar-sygdom og er overvægtige – en beregning, der bygger på en artikel offentliggjort i JAMA Cardiology sidste år. Til sammenligning er cirka 82 millioner voksne amerikanere egnede til behandling med statiner.

Kun en brøkdel af de egnede patienter anvender for indeværende GLP-1-medicin – cirka 8,3 millioner i USA i år, har TD Cowen anslået i en forskningsartikel.

Kan hjælpe mange, men ikke alle

Der er selvfølgelig også patienter, som ikke bør tage denne medicin. »Jeg tror, at en stor procentdel af befolkningen, men dog ikke alle, vil kunne have gavn af den,« siger Louis Aronne.

Patienter med en historie med visse typer skjoldbruskkirtelkræft eller med bestemte former for tumorer i hoved og hals bør ikke tage denne medicin, fordi tidligere eksperimenter med rotter har påvist, at rotter får den samme slags tumorer, hvis de får medicinen.

En del læger er tilbageholdende med at udskrive GLP-1-medicin til patienter, der har haft bugspytkirtelbetændelse, fordi det har vist sig, at bugspytkirtelbetændelse kan forværres betydeligt, hvis man indtager den. En del læger undgår at udskrive GLP-1-medicin i tilfælde af kosmetisk vægttab, og der ikke er tale om andre sygdomme.

Anvendelsen af denne form for medicin må forventes at stige. Morgan Stanleys analytikere anslår, at i 2035 vil antallet af amerikanere, der bruger GLP-1 mod overvægt alene, være steget til omkring 29 millioner. Men selv dette tal vil kun udgøre 20 procent af den medicinegnede overvægtige del af befolkningen.

Det skyldes, at vægttabsmedicin er dyr. Katalogprisen er over 1.000 dollar om måneden, og der er mange forsikringer, som ikke betaler for denne medicin; selv når producenten sætter priserne ned, koster den stadig flere hundrede dollar om måneden.

Tolerancen og produktionskapacitet kan også være et problem. Visse patienter holder op med at tage GLP-1-medicin, fordi den kan have ubehagelige bivirkninger i mave-tarmsystemet. 

To af de største producenter, Novo Nordisk og Eli Lilly, har kun for ganske nylig afhjulpet manglen på denne medicin ved at forøge produktionen. De er dog stadig langt fra at nå op på en kapacitet, der er stor nok til at dække større procentdele af efterspørgslen hos både nuværende og kommende medicinkrævende.

Flere undersøgelser og bedre medicin kan medvirke til at forøge antallet af vellykkede behandlinger. Medicinalfirmaerne er i gang med at udvikle nyere GLP-1-præparater, som kan give et større vægttab, samt piller, som kan indtages af patienter, der ikke bryder sig om injektioner.

Oversat fra den originale engelske version af Claus Bech

Kender man til de fire forskellige personlighedstyper, er det ikke svært at gætte sig til Nina Skov Ottos.

Faktisk er det lige nøjagtig, hvad hendes tidligere chef i Deloitte, Torben Brandt, gjorde, da han for første gang mødte hende på en todages afdelingstur.

Som en teamøvelse skulle de gætte hinandens personlighedstyper.

»Uden at kende meget til hende var det tydeligt, at Nina er meget struktureret og målrettet,« skriver Torben Brandt i en anbefaling af Nina Skov Otto.

Selv tør hun godt levere budskabet med noget mindre omsvøb:

»Jeg tror ikke nødvendigvis, jeg er, som folk er flest,« siger Nina Skov Otto.

Kigger man på hendes cv, er man tilbøjelig til at give hende ret.

I en alder af bare 33 år har Nina Skov Ottos udprægede konkurrencementalitet og målrettethed sikret hende flere prestigefyldte stillinger inden for finansverdenen.

Allerede inden hun afleverede sit speciale i matematik-økonomi, havde hun som 24-årig fået et job som konsulent i Deloitte. To år senere blev hun forfremmet til seniorkonsulent, og to nye arbejdspladser og en række forfremmelser senere kan hun i dag kalde sig underdirektør for Risikostyring og Compliance i AP Pension – et af landets største pensionsselskaber.

Derfor indtager Nina Skov Otto i år også en naturlig plads på Berlingskes liste over 100 unge erhvervstalenter.

Berlingske møder hende i AP Pensions nye lokaler i Nordhavn.

I receptionen kan man høre hende allerede, inden hun ankommer.

Lydkilden viser sig at være et par pink stiletter i slangeskind, som bryder med hendes ellers corporate påklædning.

»Da jeg arbejdede som studentermedhjælper i Indenrigs- og Økonomiministeriet, hørte jeg engang Margrethe Vestager sige om sig selv, at andre jo allerede havde gættet, at hun var kvinde. Derfor kunne hun lige så godt tage sin blomstrede kjole på. Sådan har jeg det også lidt.«

»Og så kan jeg også godt lide at nå mine mandlige kolleger i øjenhøjde,« siger Nina Skov Otto med en anelse sarkasme i stemmen. 

Som kvindelig chef i finansbranchen har hun kastet sig ud i et erhverv, hvor hendes køn statistisk er i undertal.

Ifølge Finans Danmark var lige under hver tredje leder i finanssektoren i 2024 en kvinde.

Personligt er det dog aldrig faldet Nina Skov Otto ind, at hendes køn skulle spille nogen rolle, når det kom til muligheden for at udleve sit arbejdspotentiale og gøre karriere.

»Indtil jeg blev gravid.«

Matematik og maskuline energier

Egentlig er det ikke særligt for Nina Skov Otto, at hun vælger en vej i livet, som flere mænd end kvinder har betrådt.

Siden hun var barn og stadig bosiddende i Gilleleje, har hun opsøgt og trivedes i miljøer, der ikke nødvendigvis osede af feminin energi.

Som barn dyrkede hun atletik, og som ung voksen blev hun en af de bedste i landet til spydkast.

»I spydkast er det jo ikke ligefrem de feminine værdier, der ligger højest. Og det har jeg egentlig altid oplevet som værende ret naturligt,« siger Nina Skov Otto.

Af samme årsag var køn heller ikke noget, hun hverken tænkte over eller mærkede til, da hun i 2010 startede på Institut for Matematiske Fag på Københavns Universitet.

»Jeg har altid været god til matematik og synes, at det var det sjoveste. Samtidig passede det også meget godt til mine personlighedstræk,« siger Nina Skov Otto og peger ned på et klistermærke på sin computer.

Og det kræver en forklaring.

Som en del af et HR-initiativ i AP Pension skal alle de ansatte fra studentermedhjælpere til direktører have taget en personlighedstest.

Meningen er ifølge Nina Skov Otto, at man ved at kende indgående til sine egne styrker og svagheder skal kunne fungere bedre i de teams, man arbejder i til dagligt.

Derfor bærer alle de ansatte på deres computer et klistermærke med en farve ud fra, hvilken personlighedstype de tilhører.

Nina Skov Ottos er rød.

»Det betyder, at jeg er meget resultatorienteret, og det falder mig mere naturligt at fokusere på fremdrift og resultater i stedet for at vende weekendens aktiviteter. Jeg kan lide en direkte og ligefrem kommunikation. Og det har helt sikkert været til min fordel, da det har gjort, at jeg rimelig naturligt har passet ind i de her mere maskuline miljøer,« siger hun.

Men da hun i 2021 blev gravid med sin første datter, oplevede hun for første gang, at noget havde ændret sig.

Med maven på arbejde

For det første var der noget helt fysisk over at blive gravid, fortæller Nina Skov Otto.

»Jeg var så træt. Og det var tydeligt. Jeg kunne ikke udføre de samme opgaver, som jeg plejede, og samtidig blev jeg sur, hvis min chef tog nogle opgaver fra mig,« siger hun.

På det tidspunkt var Nina Skov Otto risikoanalytiker i AP Pension og travlt optaget af at regne på konsekvenserne af de forskellige strategiske beslutninger, som pensionsgiganten foretog. Hun havde ikke tid til at være træt.

Desuden oplevede hun, at det var enormt grænseoverskridende ikke længere at kunne adskille sit professionelle liv fra det private.

»Jeg kunne jo ikke bare efterlade min mave derhjemme. Jeg var nødt til at fortælle folk, at jeg var gravid. Samtidig kunne min mand møde på arbejde uden at sige noget.«

»Det er første gang, jeg har oplevet, at det var forskelligt for ham og mig at tage på arbejde,« siger Nina Skov Otto, hvis mand også arbejder med risikovurderinger inden for finanssektoren.

På det tidspunkt var det et dagligt irritationsmoment at føle sig begrænset på arbejdet, fortæller Nina Skov Otto. Men hun vidste, at hun ville have en familie. Det var besværet værd.

»Det var svært. Men det var jo ikke anderledes, end at man nogle gange var skadet i atletik og skulle finde en måde at få det mest optimale ud af den situation.«

Barsel på egne præmisser

Under barslen fik Nina Skov Otto samlet kræfter og overskud igen, endda så meget, at hun nåede at blive rastløs. Derfor købte hun sammen med sin mand et sommerhus med det formål at renovere det.

Få uger senere ringede hendes chef.

Han ville høre, om hun kunne være interesseret i at overtage rollen som underdirektør for Risikostyring.

Svaret var selvfølgelig ja, og efter seks måneder var Nina Skov Otto tilbage på arbejde – iført en direktørtitel.

»Det var meget nyt på en gang. Jeg havde aldrig haft ledelsesansvar før. Samtidig var jeg den yngste i min afdeling, og de mennesker, jeg skulle lede, havde 10-20 års mere erfaring end mig. Så det var også et stort skridt,« siger hun.

Derfor var det også en stor hjælp, at hun og manden havde delt barslen lige over, så Nina Skov Otto havde seks måneder til at sætte sig ind i sin nye rolle, mens hendes mand gik hjemme.

»Vi har en aftale om, at vi er fælles om alt som forældre,« siger hun.

Siden da er familien blevet forøget med endnu et familiemedlem. I anden omgang valgte Nina Skov Otto dog kun at tage fire måneders barsel for så at starte på deltid i stedet.

»Det fungerede super godt. På den måde behøvede jeg ikke at starte på fuld kapacitet med det samme, hvilket jeg syntes var hårdt første gang,« siger hun.

Andre kolleger inde i AP Pension har efterfølgende ladet sig inspirere af Nina-modellen, fortæller hun. Også blandt hendes mandlige kolleger.

»Det er så fedt, at barsel er begyndt at gå på tværs af køn. Jeg synes ikke, at det skal være sådan en kønnet samtale. Jeg tror egentlig, at både mænd og kvinder ønsker at finde en balance mellem et familieliv og en karriereambition. Og der er vi blevet bedre til herinde at stille forskellige muligheder til rådighed.«

»Det kræver en indsats«

I dag er det et år siden, at Nina Skov Otto kom tilbage fra sin sidste barsel.

Både hende og hendes mand er tilbage på fuldtid. Men når de har fri, er det familien, der er første – og eneste – prioritet, fortæller hun.

»Den sørgelige hemmelighed er, at jeg ikke når særligt meget andet. Jeg prioriterer min familie og arbejde, og der hvor jeg er i mit liv lige nu, er der ikke plads til særligt meget mere,« siger hun.

Inden hun blev mor, nød hun at komme meget i fitnesscentret.

Nu tager hun ti minutters kettlebells på familiens terrasse.

»Det er det, som kan lykkes for mig med den dagligdag, vi har,« siger hun.

For hende har det været en vigtig del af både arbejds- og privatliv at komme til den erkendelse, at det kommer med en pris at blive forælder. Og at prisen ikke nødvendigvis er den samme for mænd og for kvinder.

»Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, hvis man som kvinde føler, at man står i et T-kryds. At man enten kan vælge karriere eller at kunne få et barn. Sådan synes jeg ikke, det behøver at være. Men samtidig synes jeg også, vi skal have en snak om, at et barn ikke er noget, man bare får,« siger hun og tilføjer:

»At jeg kan sidde i denne her stilling, som jeg gør nu som mor, det kræver en indsats.«

Berlingskes privatøkonomiske brevkasse giver svar på alle dine spørgsmål om renter, pension, bolig, formue og meget mere.

Send dine spørgsmål til dinepenge@berlingske.dk

Kære brevkasse,

Tak for en god og informativ brevkasse.

Der skrives meget om arv, som jo er en vigtig ting, og jeg har et spørgsmål, som måske er lidt atypisk, men der må være andre end vores familie, der har de tanker.

Vi har skrevet fremtidsfuldmagt og testamente. I testamentet har vi gjort arven til vores fælles børn til deres særeje.

Vores datter har to børn af første ægteskab, og hendes nye mand har to fra sit første ægteskab.

Vi har så tænkt på, at hvis vores datter dør før sin mand, vil han arve en del af hendes arv fra os, og når han dør, vil hans børn arve.

Vi ønsker ikke, at hans børn skal have del i den arv, der kommer fra os, men vil gerne sikre os, at vores arv tilfalder vores børnebørn, når deres mor dør.

Så spørgsmålet er, om I kan beskrive, hvad særeje egentlig dækker, og hvordan man kan holde styr på den del af pengene, og om man kan indføre ting i testamentet, som kan forhindre ovennævnte situation.

Med venlig hilsen
S.R.

Kære S.R.

Tak for det gode og vigtige spørgsmål – og for anerkendelsen. Den slags varmer mere end varm kaffe på en kold dag.

Det, I rejser, er en klassisk udfordring i arveretten: Hvordan sikrer I, at arven bliver i familien – i den snævre forstand – og ikke drysser videre til en svigersøn eller børn fra et andet forhold? Med andre ord: Hvordan sikrer et testamente, at arven ikke ender hos den forkerte familiegren?

Lad os se nærmere på det. En mulighed er jo, at I kan dirigere arv direkte til jeres børnebørn. Så havner de, hvor I ønsker det – men alting har en pris. I dette tilfælde er prisen, at jeres datter må lide afsavn, og det er måske ikke hensigtsmæssigt. 

Hvis børnebørnene er umyndige, skal arv bindes, mindst til de fylder 18 år – her kunne arven måske gøre større nytte hos jeres datter. Alene dette spørgsmål kunne bredes ud til at anvise forskellige mulige overvejelser, men lad mig nøjes med at nævne det helt kort.

Og lad os så se på mulighederne. Redskaberne hedder arv og særeje. Men hvad er særeje så? Når I i jeres testamente har bestemt, at jeres datters arv skal være hendes særeje, betyder det i praksis, at de midler, hun modtager i arv, ikke indgår i fællesformuen, hvis hun senere skulle blive skilt. Særeje beskytter altså arven ved skilsmisse.

Men – og her kommer det springende punkt – særeje beskytter ikke nødvendigvis mod arv til ægtefællen ved død. For hvis jeres datter dør først, vil hendes ægtefælle som udgangspunkt arve halvdelen af hendes formue, hvis de er gift og ikke har lavet testamente.

Men vi skal her sondre mellem forskellige former for særeje. Hvis I vælger at gøre arven til fuldstændigt særeje, kan svigerbørn ikke sidde i uskiftet bo med særejearven. Hvis jeres datter ikke har bestemt andet ved testamente, vil ægtefællen arve halvdelen, og den anden halvdel går videre til børnene.

Hvis arven er gjort til skilsmissesæreje, bliver den ved datterens død til delingsformue (før kaldet fælleseje). Det betyder, at halvdelen af arven går til ægtefællen som såkaldt boslod. Af den anden halvdel får svigerbarnet halvdelen eller samlet tre fjerdedele.

Så særeje er en god start, men det er ikke nok, hvis formålet er at undgå, at svigersønnen – og siden hans børn – får del i pengene.

Hvad kan I så gøre?

Det er her, juraen skal arbejde for jer. I kan lægge flere lag på testamentet for at styre pengenes vej. 

Her er tre vigtige værktøjer: I kan vælge særeje og lave et successionstestamente, hvori bestemmes, at arven til jeres datter både skal være særeje (eventuelt fuldstændigt særeje eller kombinationssæreje), og at den skal tilfalde datterens børn (altså jeres børnebørn) ved hendes død – ikke hendes ægtefælle.

Det kaldes ofte et successionsrækkefølgearv (et testamente med successiv arv). Det betyder, at I bestemmer, hvem der skal arve efter jeres datter – med de penge, hun fik fra jer.

I kan også beslutte, at arven skal båndlægges – altså være udbetalt, men med begrænset rådighed, så modtageren (jeres datter) ikke bare kan bruge pengene frit eller testamentere over dem.

Det er dog et greb med begrænsninger, især hvis hun er voksen, og der er kun få situationer, hvor den vej anbefales for voksne børn. Derfor bruges successionsrækkefølgearv oftere som beskyttelse.

Hvordan holder modtager styr på midler, der er gjort til særeje? Godt spørgsmål – juraen kan sikre retningen, men praktikken skal også fungere. Juraen skal hjælpes.

Hvis midlerne udbetales som kontanter eller værdipapirer, så bør de placeres særskilt, for eksempel på en separat konto.

Det er en god idé at notere, at midlerne stammer fra arv – og at det er særeje efter testamente.

Hvis jeres datter og hendes mand blander økonomierne, kan det blive svært at spore midlerne. Derfor er det vigtigt, at hun selv er klar over, hvad det betyder.

En god idé er også, at jeres datter selv laver testamente, så hun følger op på jeres ønsker – og sikrer, at hendes formue ikke går til hendes ægtefælle, hvis hun dør først.

Vær opmærksom på, at mange svigerbørn – og også mange børn – har det svært med særejebestemmelser. Derfor bør I også overveje det element, og jeg kunne fylde flere avissider med gode råd herom, men Berlingske vil ikke nøjes med juratid, så det må blive en anden god gang.

Juraen er firkantet, men arvefordeling er 68-kantet

Det, I rejser, er ikke bare jura – det er følelsen af, at jeres livsværk og værdier skal leve videre i den retning, I ønsker. Når arv glider ud til andres børn, føles det for nogle som at vande naboens hæk med sin egen brønd. 

Juraen kan hjælpe, men kræver præcision. Et velskrevet testamente – med særeje, successiv arv og klare viljer – er nøglen. Og så skal der følges op med information til jeres datter: Hun skal vide, at hun ikke må falde i fælden og lade alt gå videre til ægtefællen.

Juraen kan hjælpe jer, men I skal omgås den forsigtigt. Mange har slået sig på den. De bedste løsninger fås ved at kombinere jura og en grundig menneskelig analyse af mulighederne. 

Der findes ikke løsninger, som giver 100 procent sikkerhed for et vellykket resultat. Derfor vil jeg også sige, at et brevkassesvar kun må være en indledning på en vigtig rejse mod jeres mål: et vellykket generationsskifte. 

Mit forslag er derfor: Tag fat i jeres advokat og opdater testamentet, så det matcher jeres ønske: Arven skal blive i blodlinjen.

Og lad mig bare sige det, som det er: Det er ikke småligt at ville holde arven i familien. Det er omtanke med langtidsholdbarhed.

Med venlig hilsen

Allan Ohms, advokat (H)

DreistStorgaard Advokater

Send dine spørgsmål til dinepenge@berlingske.dk eller udfyld nedenstående formular:

Når Den Europæiske Centralbank (ECB) holder rentemøde på torsdag, er konklusionen næsten givet på forhånd.

Trumps handelskrige hviler fortsat som en stor, sort sky over den europæiske økonomi, hvilket gør det næsten umuligt at spå med fasthed i stemmen om fremtiden.

Men samtidig er der afgørende tegn på, at den stædigt høje inflation endelig er mere varigt på vej ned mod to procent. I både Spanien og Italien var inflationen overraskende lav i maj – og under to procent. I Tyskland endte den som forventet på 2,1 procent. I Frankrig er inflationen nu helt nede på 0,6 procent.

Med nulvækst, depressive forbrugere og virksomheder og så faldende inflation venter en nedsættelse af den officielle rente på et kvart procentpoint til to procent i næste uge. Dermed vil ECB-renten være halveret på to år. På grund af fastkurspolitikken vil Nationalbanken følge efter og sætte den danske rente ned til 1,6 procent.

Det betyder også, at ECB vil befinde sig i et område, hvor de selv vurderer, at renten hverken bremser eller stimulerer væksten. 

Interessen på rentemødet vil koncentrere sig om, hvad der sker på de efterfølgende møder. Her vil nye prognoser for vækst og inflation give en indsigt i, hvordan man tænker i Frankfurt. For indtil videre er der jo ikke noget i Trumps handelskrig, der peger mod, at det vil skabe mere inflation – for europæerne. Snarere tværtimod.

Inflationen i euroområdet har i længere tid ligget på lige over målet på to procent, både når man ser på det samlede billede, og når man fjerner fødevarer og energi – den såkaldte kerneinflation.

Det skyldes, at priserne på tjenesteydelser i halvandet år er steget med omkring fire procent om året. Den del af inflationen skyldes primært hjemlige forhold som lønvækst og mangel på forbedringer i produktiviteten. Det er den del, som ECB er mest bekymret for.

Derfor hjælper det, at lønvæksten er på vej ned. Men samtidig betyder de strukturelle reformer, der er ved at blive rullet ud i Bruxelles, at de administrative byrder på virksomhederne er på vej ned. Det er også noget, der er med til at give et nedadrettet pres på priserne på tjenesteydelser.

På den anden side vokser beskæftigelsen i euroområdet fortsat kraftigt, selvom Tyskland og Frankrig er gået i stå. Arbejdsløsheden er rekordlav – på trods af ingen nævneværdig økonomisk vækst, og forude venter også massive investeringer i oprustning, infrastruktur og andre fælles prioriteter. Det vil skabe vækst og kan derfor øge manglen på arbejdskraft. Ikke mindst i Tyskland bliver det ved med at være et problem.

Forsigtige udmeldinger

Udmeldingerne fra ECBs direktion og de regionale centralbankchefer er forsigtige. Man taler pænt om, at opnåelsen af inflationsmålet er inden for rækkevidde. Men hvad betyder det i forhold til renten? Skal den holdes på to procent eller sættes yderligere ned?

Der er en bekymring for at opbygge forventninger blandt låntagere om, at man er ved at bevæge sig ned mod nulrenter som før coronatiden. For det er man ikke. Men omvendt er man bange for at signalere, at lempelserne er ovre. For så vil finansmarkederne begynde at spekulere i, hvornår renten skal sættes op igen. Det er ECB slet ikke interesseret i. 

Renteudsigterne bliver yderligere forplumret af usikkerheden om, hvad der sker med dollaren i de kommende år. Euroområdet har de seneste måneder lukreret på den turbulens, som Donald Trump og den gigantiske amerikanske statsgæld har skabt om dollaren.

Det har givet indstrømning af kapital. Ifølge brancheforeningen Finans Danmarks opgørelser har danske investorer i årets første fire måneder skudt 3,9 milliarder kroner i investeringsfonde med europæiske aktier, mens der er trukket 1,2 milliarder ud af amerikanske.

De seneste to uger har investorer trukket over 16,5 milliarder dollar eller over 100 milliarder kroner ud af amerikanske aktiefonde.

Den samme bevægelse har også presset de europæiske obligationsrenter ned på trods af et forestående bonanza af nye statsobligationer fra blandt andet Tyskland, men også større underskud end tidligere ventet i de fleste eurolande. Og så mere gæld fra EU. 

Det betyder også, at forskellen mellem den tiårige rente i Tyskland og de andre eurolande er blevet indsnævret. Det er særlig tydeligt for Italien. For et år siden betalte Italien 1,5 procentpoint mere end Tyskland for at låne penge i ti år. Nu er forskellen ét procentpoint. 

Det betyder også, at gennemslagskraften fra ECBs rentenedsættelser på realøkonomien bliver større. Og at regningen for den europæiske genoprustning bliver mindre end ellers. 

Risiko for negativ spiral – i USA

I USA er der risiko for en selvforstærkende negativ spiral af en svækket dollar og vigende international interesse for at købe amerikanske statsobligationer. Det er også på den baggrund, at ledende ECB-folk i denne uge åbent har talt om, at euroen kan gøre dollaren rangen stridig som global reservevaluta. Under forudsætning af at de europæiske lande formår at gennemføre omfattende strukturelle reformer og investeringer.

Gevinsten vil være øget økonomisk vækst og styrke, men også en tendens til lavere priser på importerede varer og dermed lavere renter. Ulempen vil mærkes af eksportvirksomhederne, hvis varer vil blive dyrere i udlandet. Danmark vil gennem fastkurspolitikken få gavn af lavere renter, men vil med deltagelse i euroen være med til at styrke valutaens rolle.

For de danske boligejere med helt kort rentebinding venter altså lidt lavere renter ved næste rentetilpasning. Men der venter højst sandsynlig også flere rentenedsættelser forude. ECB vil fortsætte med at holde kortene tæt ind på kroppen og tage ét møde ad gangen. Og som sagt har flere det svært med at sende signaler om at bevæge sig meget længere ned.

Indtil videre ser det ud til, at der er styr på inflationen i euroområdet. Så mangler vi bare alt det andet.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør

The New York Times, som har krævet kæmpe erstatninger af selskabet bag ChatGPT og Microsoft for at have stjålet avisens artikler og brugt dem til at træne kunstig intelligens op med, har nu for første gang indgået en aftale om, at artikelarkivet må bruges i oplæring af den nye teknologi.

Det er internetgiganten Amazon, der har forhandlet sig frem til en aftale, skriver den britiske finansavis Financial Times. 

Aftalen betyder, at Amazons digitale assistent Alexa, som er bygget ind i blandt andet trådløse højttalere og skærme, kan gengive resumeer og korte uddrag af artikler og madopskrifter fra The New York Times.

Amazon må også bruge artiklerne i sin oplæring af den kunstige intelligens. Teknologien bliver trænet til at sætte ord sammen og »forstå« sammenhænge på baggrund af tekster, der analyseres af forprogrammerede algoritmer.

Der har fra første færd, hvor ChatGPT blev åbnet for offentligheden i efteråret 2022, været rift om at få adgang til kvalitetsindhold og -tekster for derved at sikre, at den kunstige intelligens bliver fodret med troværdigt og sprogligt korrekt indhold.

Ukendt pris for aftalen

The New York Times og Amazon har ikke oplyst, hvad Amazon betaler for adgangen til avisens artikler, men i en intern besked har The New York Times' administrerende direktør, Meredith Kopit Levien, meddelt, at aftalen er i overensstemmelse med avisens princip om, at »højkvalitetsjournalistik er værd at betale for«.

Avisen sagsøgte OpenAI og Microsoft, der ejer 50 procent af ChatGPTs ejerselskab, tilbage i 2023 for »omfattende brud på ophavsretsloven«.

Kunstig intelligens kan ud fra omfattende analyser lære at sætte ord sammen, så teknologien er i stand til at skrive menneskelignende tekst og samtidig skabe billeder, filmklip, musik og programkode på få sekunder.

Det bygger på såkaldte store sprogmodeller, altså enorme mængder af data. Der har været lidt »det vilde vesten« over området, fordi billeder og tekster er blevet brugt uden forudgående tilladelse.

Det har ført til stribevis af retssager, som forfattere, kunstnere, musikere m.fl. har anlagt mod selskaberne bag de kunstige intelligenser.

Teknologigiganter i USA og Kina har ført an i kapløbet. Amazon har ikke været med i hovedfeltet, men selskabet har blandt andet skudt otte milliarder dollar (52,7 milliarder kroner) i iværksættervirksomheden Anthropic, som står bag ChatGPT-konkurrenten Claude.

En tocifret procentdel af alle store sportskampe og betalings-tv streames nu ulovligt.

Det koster tv-kanalerne og sportsorganisationerne milliarder af tabte kroner og har nået et omfang, der nærmer sig »tyveri af videotjenester i industrielt omfang«.

Sådan lyder udlægningen fra medieanalysefirmaet Enders, som har undersøgt markedet ud fra private data fra tv-udbyderne og internetdata.

Analytikerne har dog ikke kunnet sætte et præcist tal på omfanget af snyderiet, skriver den britiske finansavis Financial Times.

Nogle gange ser titusinder med på piratkopierede adgange til det, der ellers er betalingsudsendelser, og som kræver et abonnement. Hvis udsendelserne bliver streamet videre over sociale medier, kan antallet af ulovlige seere være endnu højere.

Medieselskaber forsøger selv at spærre for piratdelingen ved hjælp af teknologi, der kan spore delingen, mens den finder sted.

Enders offentliggjorde fredag sin analyse af de europæiske tv-data.

Dansk milepæl i hus

En helt ny opgørelse fra det svenske medieanalyseselskab Mediavision viser, at Danmark netop har rundet fem millioner streamingabonnementer på tv og/eller film.

Det seneste år er der kommet yderligere 500.000 abonnementer til, først og fremmest som følge af billigere abonnementer med reklamer, som man nu kan få på tjenester som TV 2 Play, Viaplay, Disney+, Max og SkyShowtime.

Både DRTV og TV 2 Play har i Danmark nu overhalet Netflix målt på tidsforbrug, og TV 2 Play har desuden indhentet Netflix, når man måler på antallet af abonnementer.

En lang række streamingtjenester har gennem den seneste tid sat prisen på et abonnement op i Danmark. Også tv-udbydere som Norlys, YouSee m.fl. har hævet priserne på abonnementerne.

Endnu et kapitel i »hurlumhej-cirkusset«.

Sådan lyder meldingen fra økonomisk redaktør ved Berlingske Ulrik Bie, efter Donald Trump natten til lørdag annoncerede en forhøjelse af importtolden på stål og aluminium fra 25 procent til 50 procent.

Formålet?

At sikre den amerikanske stålindustri, lød det fra den amerikanske præsident i en tale hos den amerikanske stålproducent U.S. Steel i delstaten Pennsylvania.

Men ifølge Ulrik Bie handler det også om at »flekse musklerne« og vise, at han ikke er »en kylling«.

Tidligere på ugen blokerede USAs føderale handelsret store dele af de toldsatser, der 2. april blev annonceret af den amerikanske præsident.

Under 24 timer senere blev toldsatserne midlertidigt genindført. Retten behandler nu sagen. 

»Det har været en uge med store op- og nedture for Trump på handelsområdet, da der er blevet stillet spørgsmålstegn ved hans erklæring om »økonomisk nødret«, som gav ham beføjelser til at indføre straftold,« siger Ulrik Bie. 

Nå har Trump øjnene rettet mod stål og aluminium, og her står han mere sikkert, lyder det fra Ulrik Bie. 

»Nu står han på mere solid grund, når det kommer til told på stål og aluminium, som er begrundet med national sikkerhed. Det er en anden lov end den, der blev underkendt tidligere på ugen, og det viser blot, hvor kompleks den amerikanske handelslovgivning er.«

Ifølge Ulrik Bie er timingen bemærkelsesværdig. Og den kan ramme Trump hårdt på længere sigt. 

Påvirke den amerikanske våbenindustri

I snart to måneder har Donald Trump buldret og braget med sine konstante ændringer af toldsatser og tidsfrister.

Ifølge Ulrik Bie har det længe været svært at gennemskue, hvad Donald Trump helt præcist vil med straftolden. 

Men denne gang er det mere tydeligt. 

»Han mener helt grundlæggende, at alt stål, der bliver forbrugt i USA, skal produceres i USA. Så formålet er at flytte produktionen til USA.«

Spørgsmålet er så, om den amerikanske stålindustri vil blive sikret?

»Det er ekstrem dyrt at bygge stålværker. Det vil sige, at man kun investerer i dem, hvis man er sikker på, at den her situation vil fortsætte i mange, mange år. Og det kan man ikke være sikker på.« 

Men vi ved, at det vil ramme dem, der importerer og forbruger stål, som er byggeindustrien og bilindustrien. Det vil alt andet lige ramme den amerikanske forbruger, lyder det fra Ulrik Bie.

»Og så har vi våbenindustrien, som er storforbruger af stål. Det er den amerikanske regering og de andre europæiske regeringer, som køber amerikanske våben. Hvis de nu bliver ramt på grund af det her, bliver de faktisk mindre konkurrencedygtige.«

Og det vil kunne få efterspørgslen på amerikansk stål til at falde.

»Priserne vil så stige. Så vi ved jo sådan set ikke, om der kommer mere stålproduktion i USA ud af det her.«

Utålmodige amerikanere

Den nyligt annoncerede toldimport lander, efter en række tunge erhvervsledere i USA direkte har opfordret Donald Trump til at droppe sin aggressive toldkrig, som har udløst kaotiske tilstande med konstant nye udmeldinger og tilbageslag.

I stedet mener erhvervslederne, at der skal være fokus på varige aftaler, som gør det muligt for virksomheder at foretage langsigtet planlægning, skriver mediet Politico.

Om kritikken rammer Trump hårdt, er svær at sige, lyder det fra Ulrik Bie. 

For visse industrier vil han trække på skuldrene og sige, at de skulle have købt amerikansk i stedet. 

Men for andre vil det direkte ramme de amerikanske forbrugere. 

»Det gør ondt på ham, når Walmart går ud og siger, at man er nødt til at sætte priserne op på grund af importtold. Det rammer den amerikanske forbruger direkte, og det gør ondt på Wallmarts kunder, som er hans vælgere.«

Trumps store problem i alt det her er, at tiden er ved at skride for ham. Tid er hans største fjende, lyder det fra Ulrik Bie.

Det var meningen, at der nu skulle være landet handelsaftaler med resten af verden. Og gevinsterne ved toldmuren skulle have være rullet i gang.

»Når du laver så usikkert et miljø, så investerer ingen i dem selv. Vi begynder nu at kigge ind i efteråret, hvor højesteret skal vurdere, om han har nødretsbeføjelserne. Perioden med usikkerhed bliver mere og mere forlænget,« siger Ulrik Bie:

»Og så kan vi måske ende i 2026, før vi får afklaring på området. Tidspunktet, hvor midtvejsvalget nærmer sig, og på det her tidspunkt har amerikanerne, virksomhederne og omverdenen mistet tålmodigheden.«

Hvis man troede, at handelskrigen var ved at være slut, så er det her en påmindelse om, at vi er langtfra færdig. 

De første boligejere har nu modtaget den information, der skal danne grundlag for den endelige 2022-vurdering af deres bolig.

Det skriver Vurderingsstyrelsen i en pressemeddelelse.

De endelige 2022-vurderinger skal erstatte de foreløbige 2022-vurderinger, som boligejerne har betalt boligskat af i 2024.

Når de endelige 2022-vurderinger er sendt ud, genberegner og efterregulerer Vurderingsstyrelsen boligskatter og skatterabatter for 2024.

Det kan betyde, at nogle boligejere skal betale mere eller have penge tilbage.

Når en boligejer har modtaget den såkaldte deklaration til 2022-vurderingen, har vedkommende mulighed for at se informationerne igennem for fejl eller mangler.

Boligejerne har fire uger til at sende en indsigelse, hvorefter Vurderingsstyrelsen laver den endelige vurdering.

I første omgang har styrelsen sendt deklarationer ud til en "mindre gruppe boligejere", lyder det. Frem mod sommerferien vil informationerne blive sendt bredt ud.

- Vi begynder med at sende deklarationer til en mindre gruppe for at sikre os, at det hele fungerer som forventet, hvorefter vi forventer at begynde på masseudsendelserne, siger Anne-Sofie Jensen, som er direktør i Vurderingsstyrelsen, i pressemeddelelsen.

En deklaration er en oversigt over de oplysninger, som Vurderingsstyrelsen har tænkt sig at bruge til at lave den endelige vurdering.

Som udgangspunkt får boligejerne den endelige 2022-vurdering inden for ti uger fra datoen for deklarationen. Det skriver Vurderingsstyrelsen på sin hjemmeside.

Men afhængigt af om boligejeren har indsendt en indsigelse, kan der gå længere tid, lyder det.

Hvis en boligejer er uenig i den endelige vurdering, kan man klage inden for 90 dage.

I 2025 betaler boligejerne boligskat af en foreløbig 2024-vurdering.

Når de endelige 2022-vurderinger er blevet udsendt, vil boligejerne modtage en endelig 2024-vurdering, som er en fremskrivning af 2022-vurderingen. Herefter vil boligskatten for 2025 blive efterreguleret.

/ritzau/