Vejledningen indeholder

1. Beskrivelse af alle felter, der kan indberettes til eIndkomst. Rækkefølgen af beskrivelserne følger i vid udstrækning det indberetningsflow, der er i en onlineindberetning og til dels den rækkefølge felterne er placeret i indberetningsbillederne.
2. En række specifikke områder, som kan være enten anvendelsen af en specifik funktion i eIndkomst online, eller vejledning i specifikke faglige områder vedr. indberetning til eIndkomst.
3. Henvisning til en række yderligere vejledninger på eIndkomst-området

Sagen angik, hvorvidt sagsøgeren havde godtgjort, at et af ham angivet rentefradrag på 5.369.302 kr. hidrørte fra et reelt gældsforhold mellem sagsøgeren og hans selskab på Y1-ø. Ligeledes vedrørte sagen, hvorvidt en manglende høring af sagsøgeren under sagens behandling i Skattestyrelsen udgjorde en væsentlig retlig mangel, således at den indbragte afgørelse var ugyldig.

Sagsøgeren havde lånt et beløb af sit selskab på Y1-ø, der med en løbende forrentning udgjorde en gæld på i alt 34.694.206 kr. i indkomståret 2020. Sagsøgeren havde sent i forløbet fremlagt et gældsbrev, hvoraf det fremgik, at rentebeløbene kunne tillægges hovedstolen. Samtidig havde sagsøgerens danske holdingselskab lånt et tilsvarende beløb til sagsøgerens selskab på Y1-ø. Sagsøgerens gæld til sit udenlandske selskab blev i indkomståret 2020 indfriet ved en modregning i det tilgodehavende, som hans danske holdingselskab havde mod det udenlandske selskab på det tilsvarende beløb. I den forbindelse påstod sagsøgeren ret til et rentefradrag på 5.369.302 kr., der efter hans opfattelse vedrørte renter, der løbende var tillagt hovedstolen i perioden fra 2014 til 2020. Der var ikke fremlagt dokumentation for lånets udbetaling. 

Byretten fandt om lånearrangementet, at uden noget pengespor mellem de involverede parter, havde sagsøgeren ikke løftet sin skærpede bevisbyrde for, at den samlede konstruktion var forretningsmæssigt begrundet. I den sammenhæng tilføjede byretten, at lånearrangementet, som anført af Skatteministeriet, synes at være fastlagt på forhånd i et lukket system mellem parter, der ikke havde modstridende skattemæssige interesser. Lånearrangementet var derfor uden skattemæssig betydning, og byretten fandt derfor ikke, at sagsøgeren havde ret til rentefradrag.

Byretten fandt, at den manglende partshøring af sagsøgeren i Skattestyrelsen ikke havde haft en konkret væsentlighed for sagens udfald, ligesom fejlen var repareret ved sagsbehandlingen i Skatteankenævnet, hvor der foruden et nævnsmøde tillige var afholdt et møde med sagsøgeren og hans repræsentant.

Byretten fandt derefter, at Skatteankenævnets afgørelse var gyldig.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Skatteyderens far havde etableret to skattemæssigt transparente trusts. Efter farens død var skatteyderen, der på daværende tidspunkt var mindreårig, eneste begunstigede i de to trusts. Derudover var skatteyderens arv fra faren efter dødsboets afslutning blevet indskudt i en tredje trust, hvori skatteyderen var begunstiget. Det var under sagen ubestridt, at de tre trusts var transparente i skattemæssig henseende, og at skatteyderen var skattepligtig af de løbende indtægter herfra. Retten gav Skatteministeriet medhold i, at skatteyderen og nogen på dennes vegne havde handlet groft uagtsomt ved ikke at selvangive indtægterne i hhv. 2009-2014 og 2015-2016. Det blev fremhævet, at der var anledning til at overveje de skattemæssige forhold i relation til de tre trusts i forbindelse med SKAT’s spørgsmål og varslede forhøjelse i hhv. 2018 og 2019.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at for 11 ejendomme, hvor der på hver enkelt af dem var tinglyst et afgiftspantebrev på hver 4.168.000 kr., svarende til i alt 45.848.000 kr., og hvor der i forbindelse med at disse ejendomme skulle sampantsættes med et samlet pant på 12.000.000 kr., ikke skulle betales variabel tinglysningsafgift på 1,45% af de 12.000.000 kr. jf. tinglysningsafgiftslovens § 5 a.

For tinglysning af ændringer, hvorved der inddrages anden eller yderligere fast ejendom under pantet, beregnes afgift af hele det pantsikrede beløb efter tinglysningsafgiftslovens § 5 a, stk. 1, det vil sige en fast afgift på 1.825 kr. og en procentafgift på 1,45 procent af pantets værdi.

Der skulle betales både en fast afgift på 1.825 kr. og en procentafgift på 1,45 procent af pantets værdi, jf. tinglysningsafgiftslovens § 5 a, stk. 1. Der skulle således beregnes afgift af hele det pantsikrede beløb på 12.000.000 kr. med den faste afgift og procentafgiften.

Afgiftspantebrevene på 4.168.000 kr. på de 11 ejendomme kunne ikke benyttes til modregning ved beregning af afgiften af det nye pantebrev på 12.000.000 kr., fordi det nye pantebrev havde pant i mere fast ejendom, end den ejendom som det enkelte afgiftspantebrev omfattede, og dermed var betingelsen for afgiftsfritagelse, hvorefter det hidtidige pant, eller afgiftspantebrev, skulle omfatte samme ejendom, ikke opfyldt.

Sagen omhandlede, om Spørgers aktier ved Spørgers fraflytning ville blive omfattet af reglerne om fraflytterbeskatning i aktieavancebeskatningslovens § 38.

Det var oplyst, at det kunne lægges til grund, at Spørger havde været skattepligtig efter kildeskattelovens § 1 i en eller flere perioder på i alt mindst 7 år inden for de seneste 10 år, samt at Spørger i en periode fra 2017 til 2021 havde været fuld skattepligtig til og skattemæssigt hjemmehørende i X-land.

Det fremgik direkte af aktieavancebeskatningslovens § 38, stk. 3, 1. pkt., at reglerne om fraflytterbeskatning af aktier kun gjaldt for personer, der havde været skattepligtige efter kildeskattelovens § 1 eller § 2 af aktiegevinster i en eller flere perioder på i alt mindst 7 år inden for de seneste 10 år før skattepligtsophøret. Målemetoden til at bestemme, om en fraflyttende aktionær havde haft en længerevarende tilknytning til Danmark, foretoges således alene efter interne danske regler, nemlig kildeskattelovens §§ 1 og 2. Der var dermed ikke hjemmel til at indlægge en fortolkning om hjemsted efter dobbeltbeskatningsoverenskomsterne, når det skulle måles, hvorvidt fraflytterreglerne i det hele taget fandt anvendelse. Uanset, at målingen af de 7 ud af 10 år alene blev foretaget efter interne danske regler, ændrede dette ikke på, at fraflytterbeskatningen alene omfattede værdistigningen på Spørgers aktier for den periode, hvor Danmark havde beskatningsretten til Spørgers aktier, jf. aktieavancebeskatningslovens §§ 37 og 38, stk. 1. I forhold til målingen af den længerevarende tilknytning i aktieavancebeskatningslovens § 38, stk. 3, 1. pkt., var det derfor underordnet, hvor Spørger efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst skulle anses for skattemæssigt hjemmehørende, idet Spørger havde været fuldt skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens § 1 i en eller flere perioder på i alt mindst 7 år inden for de seneste 10 år. Det afgørende var derfor alene, at Spørger havde været skattepligtig efter kildeskattelovens § 1 i den periode, hvor Spørger havde været bosiddende i X-land, således at Spørger ved fraflytningen havde været skattepligtig efter kildeskattelovens § 1 i mindst 7 år inden for de seneste 10 år.

Mod Spørgers ønske fandt Skatterådet i spørgsmål 1, at det ikke kunne bekræftes, at Spørger ville være omfattet af fritagelsesreglen i aktieavancebeskatningslovens § 38, stk. 3, 1. pkt. Dette uanset om Spørgers skattepligt til Danmark ophørte inden juli 2028.

I spørgsmål 2 fandt Skatterådet, at det kunne bekræftes, at når Spørger inden tilbageflytningen til Danmark havde betalt den fulde henstandssaldo, og når anparterne i H1 ApS ikke var erhvervet med succession efter tilbageflytningen til Danmark, så var Spørgers anparter i H1 ApS ikke omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 38, stk. 3, 3. pkt. Dette ændrede dog ikke på, at Spørgers anparter i H1 ApS ville være omfattet af fraflytterbeskatning ved Spørgers fraflytning, idet Skatterådet i spørgsmål 1 fandt, at Spørger ikke ville være omfattet af fritagelsesreglen i aktieavancebeskatningslovens § 38, stk. 3, 1. pkt.

Spørger havde i december 2024 gaveoverdraget aktier i et aktieselskab til spørgers barn med skattemæssig succession. Det fremgik af anmodningen om bindende svar, at ved indsendelse af anmodningen om bindende svar var gaveanmeldelsen om gaveoverdragelsen indsendt til Skattestyrelsen.

Spørgers barn havde på gaveoverdragelsestidspunktet adresse i både Danmark og X-land. Ved indsendelse af gaveanmeldelsen havde spørger lagt til grund, at spørgers barn var skattemæssigt hjemmehørende i Danmark. I anmodning om bindende svar ønskedes lagt til grund, at spørgers barn var skattemæssigt hjemmehørende i X-land.

Spørger ønskede med anmodningen om bindende svar at få bekræftet, at overdragelsen kunne ske med skattemæssig succession. 

Efter en samlet konkret vurdering af alle omstændigheder i anmodningen, afviste Skatterådet, med henvisning til skatteforvaltningslovens §§ 22 og 24, at besvare anmodningen. Dette skyldtes dels, at det var en forudsætning, at såvel gavegiver som gavemodtager skulle anmode om svaret, når svaret havde skattemæssige konsekvenser for både gavegiver og gavemodtager, dels, at der samtidigt med sagsbehandlingen af nærværende anmodning om bindende svar pågik en igangværende sagsbehandling af den indsendte gaveanmeldelse vedrørende samme transaktion, samt dels, at der ønskedes et alternativt faktum lagt til grund i forhold til det faktum, som spørger selv havde lagt til grund på gaveoverdragelsestidspunktet og i gaveanmeldelsen, hvorved besvarelsen primært ville være af teoretisk karakter.

Spørgerne var dels et selskab, der var udlagt fra et dødsbo og dels arvingerne, der havde fået selskabet udlagt fra dødsboet.

Spørgerne ønskede at etablere en selskabsstruktur, der gjorde det muligt, at arvingerne hver for sig kunne gennemføre et generationsskifte af det udlagte selskab. Denne selskabsstruktur skulle etableres ved en anpartsombytning, hvorved der opstod et nyt holdingselskab, og herefter en ophørsspaltning af det nyopståede holdingselskab, således at de to arvinger herefter havde hver deres holdingselskab. Den ene arving påtænkte herefter at overdrage en del af sit holdingselskab til sine to børn med skattemæssig succession. Overdragelsen skulle finansieres dels med en gave og dels med et gældsbrev.

Skatterådet bekræftede, at den påtænkte anpartsombytning og efterfølgende ophørsspaltning af det nyopståede holdingselskab kunne gennemføres skattefrit uden tilladelse fra Skattestyrelsen og uden beskatning af arvingerne. Skatterådet bekræftede, at den påtænkte anpartsombytning og efterfølgende ophørsspaltning kunne ske uden betaling af tillægsboafgift.

Skatterådet bekræftede herudover, at den ene arving kunne overdrage sit nyetablerede holdingsselskab til sine børn med skattemæssig succession. Skatterådet bekræftede endvidere, at der efter overdragelsen til arvingens børn kunne gennemføres en skattefri ophørsspaltning uden tilladelse fra Skatterådet, og uden beskatning af anpartshaverne.

Skatterådet bekræftede, at den påtænkte ophørsspaltning af den ene arvings nyetablerede holdingsselskab ikke udløste betaling af tillægsboafgift. Skatterådet bekræftede endvidere, at den ene arvings påtænkte overdragelse af en del af sit nyetablerede holdingsselskab ikke udløste betaling af tillægsboafgift for den anden arving.

Skatterådet kunne derimod ikke bekræfte, at den ene arvings påtænkte overdragelse af sit nyetablerede holdingsselskab til sine børn ikke udløste betaling af tillægsboafgift. Skatterådet fandt, at der skulle betales tillægsboafgift for den del af overdragelsen, der blev finansieret med et gældsbrev.

Skatterådet kunne bekræfte, at spørger ikke skulle afregne moms af sine indtægter fra H1 i forbindelse med evaluering af AI-modeller.

Det var Skatterådets opfattelse, at spørger ikke udøvede selvstændig økonomisk virksomhed. Spørger var derimod forpligtet over for H1 ved en arbejdskontrakt eller ved et andet retligt forhold, som skabte et arbejdstager-arbejdsgiverforhold.

H1 stillede en platform til rådighed for spørger, som benyttedes i spørgers løsning af opgaver med evaluering af AI-modeller. Det var H1 alene, der afgjorde om spørger havde afleveret et tilfredsstillende produkt, H1 gav detaljerede specifikationer og rammer til dem, der leverede evaluering af AI-modeller. Spørger udstedte ikke fakturaer og modtog betaling hver uge efter antal udførte opgaver.

Spørger kunne således ikke anses for at udøve sin virksomhed i eget navn, for egen regning og på eget ansvar, og spørger bar ikke selv den økonomiske risiko. Spørger kunne derfor ikke anses for at udøve selvstændig økonomisk virksomhed, Spørgers levering af evaluering af AI-modeller var derfor ikke omfattet af momslovens regler, og disse leverancer var derfor ikke momspligtige.

Spørgsmål 1 drejede sig om, hvorvidt fire konkrete stablecoins skulle beskattes som finansielle kontrakter efter kursgevinstlovens §§ 29 og 33.

Spørgsmål 2 drejede sig om, hvorvidt fire konkrete referencetokens skulle beskattes som finansielle kontrakter efter kursgevinstlovens §§ 29 og 33.

Forudsætningen for, at der var tale om en finansiel kontrakt omfattet af kursgevinstlovens § 29, var, at der var tale om en bindende aftale mellem parterne, tidsmæssig forskydning mellem aftale- og afviklingstidspunktet og en aftale om afviklingspris eller -kurs.

Skatterådet fandt på baggrund af en konkret vurdering, at betingelserne i kursgevinstlovens § 29 var opfyldt for både de fire konkrete stablecoins i spørgsmål 1 og de fire konkrete referencetokens i spørgsmål 2, idet der blev indgået bindende aftaler mellem parterne, der var en tidsmæssig forskydning mellem aftale- og afviklingstidspunkt samt aftaler om afviklingspris eller -kurs.

Skatterådet fandt derfor, at begge spørgsmål kunne bekræftes.

Sagen vedrørte de skattemæssige konsekvenser for en udenlandsk almennyttig nonprofit organisation (Spørger) ved organisationens CEO/Direktør påtænkte flytning til Danmark.

Skatterådet bekræftede, at Spørger var et selvstændigt skattesubjekt, der svarede til en selvejende institution efter selskabsskatteloven § 1, stk. 1, nr. 6. Der var her henset til, at der organisatorisk var tale om en selvstændig juridisk enhed med egen bestyrelse og vedtægter, eget regnskab, mulighed for at indgå kontrakter og samarbejder på egne vegne og betalte skat for at drive virksomhed.

Skatterådet kunne derimod ikke bekræfte, at Spørger ikke ville få skattemæssigt hjemsted i Danmark efter reglerne i selskabsskatteloven § 1, stk. 6, fra det tidspunkt, hvor direktøren ville flytte til Danmark. Direktøren ansås for at varetage den daglige ledelse af Spørger, og Direktøren ville efter flytningen arbejde størstedelen af tiden i Danmark.

Til sidst bekræftede Skatterådet, at Spørger ville være undtaget fra oplysningspligten, jf. skattekontrolloven § 4, stk. 1, nr. 4, da Spørgers vedtægtsmæssige formål ansås som udelukkende almennyttigt, og Spørgers erhvervsmæssige indtægter ansås for udelukkende medgået hertil, og var således fradragsberettiget i medfør af selskabsskatteloven § 3, stk. 2 og 3.

Årsbrev om indberetning af renter, værdipapirer og pensionsbidrag.

Årsbrevet omfatter de i årsbrevet nævnte områder.

Årsbrevet er Skattestyrelsens orientering til alle indberetningspligtige og indeholder information om de indberetningsændringer, der skal implementeres i de obligatoriske indberetninger til Skattestyrelsen vedrørende det givne indkomstår.

Ændringerne indarbejdes i de respektive indberetningsvejledninger.

Skattestyrelsen udgiver under Årsbrevet en række hjælpelister til brug for indberetningerne mv.
Hjælpelisterne kan opdeles i følgende grupper:

1. Årets individstrukturer
2. Årets klassifikationer af værdipapirer
3. Øvrige hjælpelister til brug for indberetningen  mv.

Sagen angik, om klagerens udgifter til sagkyndig bistand ifølge et advokatfirmas faktura på 112.072,50 kr. var omfattet af skatteforvaltningslovens § 55, stk. 5, 1. pkt., 1. led, om "udgifter, som afholdes ved anmodning om henstand efter § 51", og om udgifterne dermed var godtgørelsesberettigede. I høringssvaret til Skatteankestyrelsens indstilling havde Skattestyrelsen oplyst, at SKATs praksis før lovfæstelsen ved lov nr. 1665 af 20. december 2016 var, at der alene udbetaltes omkostnings­godtgørelse til "udarbejdelse af selve ansøgningen om henstand" og ikke til udgifter, der lå herudover. Landsskatteretten anførte, at dette lå inden for rammerne af ordlyden af skatteforvaltningslovens § 55, stk. 5, 1. pkt., 1. led, og - navnlig - forarbejdernes beskrivelse af dagældende praksis. Heroverfor havde klageren ikke godtgjort, at der forud for lovfæstelsen forelå en bindende administrativ praksis, hvorefter der blev godtgjort udgifter til sagkyndig bistand i videre omfang, end det var anført af Skattestyrelsen. Det var klagerens revisor, der på klagerens vegne havde anmodet om henstand. Der var ikke fremlagt faktura ved­rørende denne anmodning. De udgifter til sagkyndig bistand, klageren havde ansøgt godtgjort, var indeholdt i advokatfirmaets faktura på 112.072,50 kr. Klageren havde ikke godtgjort, at udgifterne ifølge advokatfirmaets faktura helt eller delvist vedrørte revisorens henstandsanmodning. Tværtimod vedrørte udgifterne i advokatfirmaets faktura advokatfirmaets bistand til klageren. Herudover fremgik det af fakturaen, at udgifterne i det væsentlige angik advokatfirmaets bistand i forbindelse med Skattestyrelsens forslag om afslag på henstand og dermed ikke udgifter til udarbejdelse af selve ansøgningen om henstand. De udgifter, der var anmodet om omkostningsgodtgørelse for, var således ikke afholdt ved anmodning om henstand efter skatteforvaltningslovens § 51, jf. skatteforvaltningslovens § 55, stk. 5, 1. pkt., 1. led. Da udgifterne således ikke var godtgørelsesberettigede, stadfæstede Landsskatteretten Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen drejede sig om, at klagerens arbejdsgiver for indkomstårene 2014-2019 til Skattestyrelsen havde indberettet, at arbejdsgiveren havde indbetalt pension til klageren på klagerens arbejdsgiveradministrerede pensionsordning med bortseelsesret, mens det af klagerens skatteoplysninger fremgik, at klageren ikke modtog indbetalinger på hans arbejdsgiveradministrerede pensionsordning. Af klagerens skatteoplysninger fremgik det endvidere, at indeståendet på klagerens livsforsikring var steget. Skattestyrelsen antog derfor, at klagerens arbejdsgiver i stedet havde indbetalt pension til klagerens pensionsordning efter pensionsbeskatningslovens § 53. På den baggrund forhøjede Skattestyrelsen klagerens skattepligtige indkomst med 730.688 kr., idet Skattestyrelsen fandt, at klageren havde handlet groft uagtsomt ved ikke at have reageret.

Landsskatteretten fandt efter en samlet konkret vurdering, at det var betænkeligt at statuere grov uagtsomhed efter bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Retten henså til, at det forkert indberettede beløb vedrørende pensionsindbetalingerne var foretaget af arbejdsgiveren i et låst felt, som klageren ikke kunne rette i, jf. SKM2019.468.LSR og SKM2022.342.LSR. Landsskatteretten henså i øvrigt til, at der ikke i dagældende skattekontrollovs § 16, stk. 1, jf. § 1 A, stk. 2, og skattekontrollovens § 83, stk. 1, jf. § 2, stk. 2, eller forarbejderne kunne udledes, at der påhvilede klageren en pligt til at give oplysninger om arbejdsgiverens indbetalinger til klagerens pensionsordning efter pensionsbeskatningslovens § 53 A.

Sagen angik, hvordan medholdsvurderingen skulle foretages i et tilfælde, hvor skatteankenævnet havde hjemvist den påklagede afgørelse til fornyet behandling i Skattestyrelsen. Klageren havde ikke fremsat påstand om hjemvisning, men havde fremsat påstand om, at de foretagne forhøjelser af klagerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2016-2018 skulle nedsættes til 0 kr. Landsskatteretten fandt, at medholdsvurderingen skulle foretages med udgangspunkt i skatteankenævnets afgørelse og ud fra de forhold, der forelå på afgørelsestidspunktet. Landsskatteretten fandt herefter, at skatteankenævnets hjemvisning af sagen til fornyet behandling i Skattestyrelsen ikke i sig selv kunne medføre, at klageren havde opnået medhold i overvejende grad, idet bedømmelsen heraf måtte bero på en samlet konkret vurdering af, hvilke forhold, der havde medført hjemvisningen, sammen med de øvrige forhold, der kunne indgå i medholdsvurderingen. Afgørelsen vedrørende klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2016-2018 blev hjemvist til fornyet behandling i Skattestyrelsen, uden at skatteankenævnet tog stilling til de af klageren indsendte nye oplysninger og den nedlagte påstand. Som følge heraf, og da afgørelsen fra skatteankenævnet ud fra de på afgørelsestidspunktet foreliggende oplysninger ikke kunne antages at ville komme til at have en sådan vidererækkende betydning for klageren eller for retstilstanden på området i øvrigt, at det kunne opveje, at der ved afgørelsen ikke blev givet medhold i den nedlagte påstand, fandt Landsskatteretten efter en samlet vurdering, at klageren ikke kunne anses for at have opnået medhold i overvejende grad i sagen ved skatteankenævnet. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at Skatteankestyrelsens medholdsvurdering angav, at resultatet af sagen kunne anses for at være fuldt medhold, da Skatteankestyrelsens medholdsvurdering alene var af vejledende karakter, jf. skatteforvaltningslovens § 56, stk. 1, sidste punktum. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Toldtariffen anvendes ved ind- og udførsel af varer og er grundlag for såvel toldbehandlingen som indsamlingen af oplysninger til udenrigshandelsstatistikken, herunder Intrastat.

Sagen angik, om klageren i henhold til forbrugsafgiftslovens § 18 a hæftede for 1.936 kr. i afgift af nikotinprodukter indeholdende i alt 35.200 mg nikotin, der af Toldstyrelsen blev fundet i en pakke adresseret til klageren ved et kontrolbesøg på et pakkecenter i maj 2024. Landsskatteretten anførte, at pakken var sendt fra en afsender i Slovakiet, og at pakken var adresseret til klagerens adresse og med angivelse af hans telefonnummer. Under disse omstændigheder var der en formodning for, at klageren havde erhvervet varerne. Som udgangspunkt havde klageren derfor bevisbyrden for, at dette ikke var tilfældet. Klagerens navn og adresse fremgik endvidere som både leverings- og faktureringsadresse på den faktura af 12. maj 2024, som var indeholdt i pakken. Faktureringsadressen var den adresse, der var tilknyttet det betalingskort, som blev anvendt ved købet, og dermed den adresse som banken havde udleveret det pågældende betalingskort til. Dette bestyrkede formodningen for, at klageren havde erhvervet varerne. Da der ikke forelå konkrete omstændigheder, der gav grundlag for at antage, at Skattestyrelsen kunne have tilvejebragt et bedre grundlag for at træffe afgørelsen, måtte klageren for at løfte sin bevisbyrde i fornødent omfang dokumentere eller i hvert fald sandsynliggøre, at han ikke havde erhvervet varerne. Klageren havde afvist at have bestilt varerne og gjorde gældende, at der ikke var grundlag for den påklagede afgørelse, da den var truffet på baggrund af oplysninger, som var let tilgængelige, og som andre derfor nemt kunne bruge. Klagerens oplysning om, at han ikke havde bestilt varerne, var ikke nærmere begrundet eller uddybet, og der forelå ingen objektive kendsgerninger, som støttede, at han ikke havde erhvervet varerne. Der forelå ingen konkrete oplysninger om eller indikationer for, at klagerens oplysninger var blevet misbrugt. Klageren var ikke, herunder heller ikke for Landsskatteretten, fremkommet med oplysninger om, hvorvidt han havde modtaget opkrævning, betalingspåmindelser eller havde afvist betaling over for afsenderen. Klageren havde heller ikke fremlagt korrespondance eller lignende mellem klageren og afsenderen, hvorved klageren afviste, at han havde erhvervet varerne. Som sagen forelå for Landsskatteretten, havde klageren således - til trods for Skattestyrelsens afgørelse og klagebehandlingen - ingen relevante bevisskridt foretaget med henblik på i fornødent omfang at dokumentere eller i hvert fald sandsynliggøre, at han ikke havde erhvervet de varer, som den slovakiske afsender havde sendt til ham på hans adresse. Herefter måtte det lægges til grund, at klageren havde erhvervet varerne og dermed hæftede for afgiften, jf. forbrugsafgiftslovens § 18 a. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om det var med rette, at Skattestyrelsen havde baseret den skønsmæssige fordeling mellem elektricitet forbrugt i stuehuse, som var anvendt til privat beboelse og udlejning til beboelse, og virksomhedens forbrug af elektricitet på ejendommene beliggende på adresserne Adresse Y1, Adresse Y2, Adresse Y3 og Adresse Y4, By Y1 alene på grundlag af Skattestyrelsens vejledende mindstesatser. Der forelå ikke faktiske målinger, der viste den andel af forbrugt elektricitet i stuehusene på de ejendomme, som klagesagen omhandlede. Derfor skulle der ske en skønsmæssig fastsættelse af elforbruget for at fastsætte selskabets elafgiftstilsvar. Landsskatteretten bemærkede, at et sådant skøn kunne ske på baggrund af vejledende mindstesatser, fastsat årligt af Skattestyrelsen, og at Skattestyrelsen ikke havde reduceret mindstesatserne med varmepumpernes COP-værdi for de ejendomme, som klagen vedrørte, hvor der var tale om en luft-til-vand-varmepumpe og tre varmepumper, som var tilknyttet jordvarme. Landsskatteretten fandt, at en varmepumpes COP-værdi var relevant i forbindelse med skønsudøvelsen, uagtet om varmepumpen var tilknyttet gyllekøling, mælkekøling, jordvarme, luft-til-vand eller lignende, ligesom et eventuelt energimærke af en given bygning skulle indgå i en sådan skønsudøvelse. Herudover kunne andet faktum, som kunne give et mere retvisende billede af et eventuelt elforbrug i en bygning end de fastsatte mindstesatser for et gennemsnitligt elforbrug for den påklagede periode, ligeledes indgå i skønsudøvelsen. Landsskatteretten bemærkede, at det var virksomheden, som skulle påvise omstændigheder, der kunne godtgøre, at det udøvede skøn fra Skattestyrelsens side ikke var retvisende. Virksomhedens repræsentant havde fremlagt COP-værdi for varmepumperne på adresserne Adresse Y1, Adresse Y2 og Adresse Y3, By Y1. På denne baggrund fandt Landsskatteretten, at der forelå sådanne omstændigheder, som påviste, at Skattestyrelsens skøn ikke var retvisende, og som førte til et urimeligt resultat, for så vidt angik adresserne Adresse Y1, Adresse Y2 og Adresse Y3, By Y1.
Landsskatteretten hjemviste derfor den skønsmæssige ansættelse for Adresse Y1, Adresse Y2 og Adresse Y3, By Y1 til fornyet behandling hos Skattestyrelsen og stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse angående Adresse Y4, By Y1.

Sagen angik, om H1 var berettiget til refusion af indeholdt udbytteskat for kalenderårene 2009-2012 på 1.491.142 kr. Af en ansøgning dateret den 9. maj 2014 blev der på vegne af H1 anmodet om refusion af udbytteskat på 1.491.142 kr. vedrørende udbytter, der bl.a. blev udbetalt den 29. april og 6. maj 2009. Sagen angik nærmere, om der var indtrådt forældelse af H1s krav på refusion af indeholdt udbytteskat vedrørende disse to udbyttebetalinger.

Landsskatteretten fandt, at H1s krav på refusion af indeholdt udbytteskat for kalenderårene 2009-2012 var omfattet af en 5-årig forældelsesfrist, jf. Landsskatterettens afgørelse af 16. august 2021, offentliggjort som SKM2021.650.LSR, og Østre Landsrets dom af 2. juli 2025 (anket til Højesteret). Da skattepligten vedrørende udbytter fra danske selskaber til H1 som udgangspunkt var endeligt opfyldt ved den i henhold til kildeskattelovens § 65 foretagne indeholdelse, jf. dagældende selskabsskattelovs § 2, stk. 2, fandt Landsskatteretten, at det tidligst mulige tidspunkt, hvor H1 kunne fremsætte eventuelle krav mod told- og skatteforvaltningen om refusion af overskydende udbytteskat, var ved det indeholdelsespligtige selskabs udbetaling af udbytte med indeholdt udbytteskat. H1 modtog de to nettoudbyttebetalinger den 29. april og 6. maj 2009, dvs. mere end 5 år forud for H1s ansøgning om refusion af indeholdt udbytteskat indgivet den 9. maj 2014. Som følge heraf var der allerede på grund af forældelsesreglerne grundlag for at give afslag på denne del af H1s refusionskrav. Landsskatteretten fandt, at H1 heller ikke var berettiget til refusion af indeholdt udbytteskat for den resterende del af refusionskravet. Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs afgørelse.

Landsretten fandt, at forbuddet imod kreditorforfølgning og modregning i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 8, ikke var til hinder for, at Skattestyrelsen kunne modregne skatteyderens krav på omkostningsgodtgørelse for pålagte sagsomkostninger i Skatteministeriets krav på de selvsamme sagsomkostninger.