I spørgsmål 1 ønskedes det bekræftet, at udbetaling til spørger fra A Trust (life interest trust), som var etableret i henhold til spørgers farmors testamente, ud af trustens oprindelige kapital, ikke var skattepligtig indkomst, men arv, som var undtaget fra dansk afgift, jf. boafgiftslovens § 9, stk. 2. Da det var Skifteretten, der beregnede boafgift efter reglerne i lov om afgift af dødsboer og gaver, og ikke skatteforvaltningen, kunne der ikke gives bindende svar på spørgsmålet, jf. skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1.

I spørgsmål 2 ønskedes det bekræftet, at spørger, som en af de endeligt begunstigede, ikke blev beskattet af det løbende afkast i A Trust (life interest trust),og at spørger kun blev beskattet af afkast modtaget af spørger i form af udlodning fra trusten. Da det ikke var sikkert efter vedtægterne og Letter of Wishes, hvornår og hvor meget spørger ville få udbetalt fra trusten, var han ikke kapitalejer, og derfor skulle han ikke beskattes af det løbende afkast i trusten, men først beskattes fra det tidspunkt han fik aktiver fra trusten.

I spørgsmål 3 ønskedes det bekræftet, at udbetaling til spørger fra The Grandchildren’s Trust, som var etableret i henhold til spørgers farmors testamente, ud af trustens oprindelige kapital, udgjorde arv, som var undtaget fra dansk afgift, jf. boafgiftslovens § 9, stk. 2. Da det var Skifteretten, der beregnede boafgift efter reglerne i lov om afgift af dødsboer og gaver, og ikke skatteforvaltningen, kunne der ikke gives bindende svar på spørgsmålet, jf. skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1.

I spørgsmål 4 ønskedes det bekræftet, at spørger, som en af de begunstigede, ikke blev beskattet af de løbende afkast i The Grandchildren’s Trust, og at spørger kun blev beskattet af afkast modtaget af spørger i form af udlodning fra trusten.

Efter Letter Of Wishes var udgangspunktet, at børnebørnene skulle have udbetalt lige store andele af kapitalen i trusten, men de skulle kun have udbetalt penge, hvis de to trustees fandt, at pengene ville blive anvendt fornuftigt af modtageren. Hvis et af børnebørnene afgik ved døden, skulle deres andel i et vist forhold tilgå de andre børnebørn, medmindre det afdøde barnebarn selv havde fået børn. Hvis et barnebarn afgik ved døden, og efterlod sig børn skulle oldebarnet have udbetalt sin andel af kapitalen i trusten, når oldebarnet fyldte 25 år, såfremt oldebarnet efter trustees vurdering ville anvende pengene fornuftigt. Trustens formue kunne bedst sammenlignes med en båndlagt kapital uden kapitalejer, henset til at det var usikkert, hvem der eventuelt fik udbetalt penge fra trusten. Det var derfor først på det tidspunkt, hvor spørger måtte få udbetalt penge fra trusten, at man vidste, hvad spørger fik, og det var derfor først på det tidspunkt, at spørger skulle medregne indtægter og udgifter fra sin del af trusten i sin indkomstopgørelse. Spørgsmålet blev besvaret " Ja, se dog indstilling og begrundelse".

I spørgsmål 5 ønskedes det bekræftet, at Danmark i en dobbeltbeskatningssituation lempede beskatningen af løbende afkast af trustkapital, som spørger måtte være anset som værende aktuel ejer af, med skat betalt til Storbritannien af trustees på vegne af henholdsvis A Trust (life interest trust) eller The Grandchildrens’ Trust. Af svaret på spørgsmål 2 fremgik, at spørger ikke skulle beskattes af det løbende afkast i A Trust (life interest trust). Af svaret på spørgsmål 4 fremgik, at spørger ikke skulle beskattes af det løbende afkast i The Grandchildrens’ Trust. Da der således ikke ville forekomme en dobbeltbeskatningssituation, var spørgsmålet teoretisk, og spørgsmålet afvistes derfor.

I spørgsmål 6 ønskedes det bekræftet, at Danmark i en dobbeltbeskatningssituation lempede beskatningen af afkast der var udloddet til spørger, med skat betalt til Storbritannien af trustees på vegne af henholdsvis A Trust (life interest trust) eller The Grandchildrens’ Trust, jf. ligningslovens § 33 og artikel 21 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Storbritannien.

Der var tale om henholdsvis en gave fra spørgers far og arv fra spørgers farmor, som ikke var henregnet til den skattepligtige indkomst, men i stedet var omfattet af boafgiftslovens regler, jf. besvarelsen af spørgsmål 2 og 4. Hverken dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Storbritannien eller ligningslovens § 33 fandt derfor anvendelse. Anvendelsen af reglerne forudsatte i begge tilfælde, at den udenlandske indkomst var undergivet beskatning her i landet. Spørgsmålet kunne derfor ikke besvares bekræftende.

I spørgsmål 1 ønskedes bekræftet, at udbetaling til spørgers livsarvinger fra A Trust (life interest trust), af trustens oprindelige kapital, udgjorde arv fra spørgers mor, og ikke gave fra spørger, som var omfattet af dansk afgift, jf. boafgiftslovens § 23 og § 25.

Spørgers mor udarbejdede i 2020 et testamente, hvori betingelserne for udbetalinger fra trusten blev nævnt. Senere i 2020 udarbejdede spørgers mor et Letter of Wishes, hvoraf bl.a. fremgik, at spørger kunne få lån fra trusten. Spørgers mor døde i starten af 2022. I juli 2022 underskrev spørger og de to trustees Deed of Appointment, hvor aktiverne blev overført til trusten og hvori det blev fastslået, hvordan de to trustees skulle administrere trusten. Efter The Second Schedule i Deed of Appointment, skulle de to trustees betale trustens indkomst til spørger så længe han levede og midlerne i trusten, også udover trustens indkomst, kunne også overføres til spørger, uden at der ville være tale om lån.

Da spørger måtte ses at have medvirket til ændringen i betingelserne for bl.a. udbetaling fra trusten, ansås spørger for at have haft en vis rådighed over kapitalen, og midlerne overgik til Spørger, da moren døde. Udbetalinger fra trusten til spørgers børn ville derfor være gaver fra spørger. Spørgsmålet kunne derfor ikke bekræftes.

I spørgsmål 2 ønskedes det bekræftet, at udbetaling til spørgers livsarvinger fra The Grandchildren’s Trust, som var etableret i henhold til Spørgers mors testamente, af trustens oprindelige kapital, udgjorde arv fra spørgers mor, og ikke gave fra spørger, som var omfattet af dansk afgift, jf. boafgiftslovens § 23 og § 25. Da spørger ikke var tillagt rettigheder i denne trust, kunne udbetalinger fra trusten ikke anses for gaver fra spørger. Spørgsmålet kunne derfor bekræftes.

I spørgsmål 3 ønskedes det bekræftet, at spørger ikke blev beskattet af de løbende afkast i The Grandchildren’s Trust. Da spørger ikke var tillagt nogen rettigheder i trusten, skulle spørger ikke beskattes af det løbende afkast i trusten. Spørgsmålet kunne derfor bekræftes.

I spørgsmål 4 ønskedes det bekræftet, at Danmark i en dobbeltbeskatningssituation lempede beskatningen af et løbende afkast, hvor spørger måtte være anset for aktuel ejer af trustkapitalen med skat betalt til Storbritannien af trustees på vegne af A Trust (life interest trust) eller The Grandchildrens’ Trust. For så vidt angik A Trust (life interest trust), havde afkastet til dato bestået i tilskrevne renter. Danmark var som domicilland tillagt en eksklusiv beskatningsret til renter, jf. artikel 11, stk. 1, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Storbritannien. Spørger havde efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten dermed ikke et krav på lempelse i Danmark for skat betalt i Storbritannien. Spørger kunne derfor heller ikke få lempelse efter ligningslovens § 33, stk. 1, for skat betalt i Storbritannien, jf. ligningslovens § 33, stk. 2. Spørgsmålet kunne derfor ikke bekræftes for denne trust. For så vidt angik The Grandchildrens’ Trust, skulle Spørger ikke beskattes af det løbende afkast, jf. besvarelsen af spørgsmål 3. Spørgsmålet var derfor ikke relevant for denne trust.

Vejledningen indeholder

1. Beskrivelse af alle felter, der kan indberettes til eIndkomst. Rækkefølgen af beskrivelserne følger i vid udstrækning det indberetningsflow, der er i en onlineindberetning og til dels den rækkefølge felterne er placeret i indberetningsbillederne.
2. En række specifikke områder, som kan være enten anvendelsen af en specifik funktion i eIndkomst online, eller vejledning i specifikke faglige områder vedr. indberetning til eIndkomst.
3. Henvisning til en række yderligere vejledninger på eIndkomst-området

PAF er et pensionsafgiftssystem, hvor formålet er at modtage pensionsinstitutternes og pengeinstitutternes indberetning af pensionsafgifter for ophævede pensionsordninger efter pensionsbeskatningsloven.

Denne vejledning knytter sig til de blanketter, som institutterne skal bruge, når de skal beregne afgiften ved udbetaling eller disposition af beløb på en pensionsordning.    

Vejledningen er delt op i en specifik vejledning til blanketterne P30 (07.049), P31 (07.050) og P32 (07.084) og P32U (07.084U):

• Angivelse af afgift.
• Kapitalpension - Sådan skal blanket P30 (07.049) udfyldes - Afgiftsberegning.
• Ratepension mv. - Sådan skal blanket blanket P31 (07.050) udfyldes - Afgiftsberegning.
• Aldersordning mv. - Sådan skal blanket O32 (07.084) og blanket P32U (07.084) udfyldes - Afgiftsberegning.

Landsretten fandt, at det foreslåede syn og skøn i sin helhed indebar skønsmandens stillingtagen til skatteyderens anbringender og juridiske argumentation vedrørende selskabets skatteretlige stilling og spørgsmålet om uagtsomhed. Der var derfor tale om retlige spørgsmål, som det var op til landsretten at tage stilling til, og anmodningen om syn og skøn blev derfor ikke taget til følge. 

Vejledning om nødvendig registrering af certifikater, roller og rettigheder før indlevering af data til Skattestyrelsen via FTPs Gateway, TastSelv Erhverv og Webservice (REST API og Open API).

• Udlån
• Indlån
• Pantebreve
• Prioritetslån
• PensionDiverse
• Fagforeningskontingenter (AKFA)
• CRS
• FATCA
• Kapitaludlodning fra andelsforeninger (Kun TastSelv Erhverv)
• Platformsøkonomi
• Aktiesparekonto
• Investorfradrag (Kun TastSelv Erhverv)
• Likvidationsprovenu (Kun TastSelv Erhverv)
• Medarbejderaktier (Kun TastSelv Erhverv)
• Køb/salg af aktier (Kun TastSelv Erhverv)
• Gaver kulturinstitutioner 
• Pensionsrettigheder (PERE)

Vejledningen er opdelt i tre afsnit:

• Til indberetningspligtige, der indberetter selv
• Til indberetningspligtige, der bruger bureau
• Til bureauer, der indberetter for andre

T var som forhold 1 tiltalt for momssvig ved for perioden fra den 1. januar 2012 til den 31. december 2012, som fuldt ansvarlig deltager i en enkeltmandsvirksomhed, som nu var ophørt, med forsæt til at unddrage statskassen afgift, at have afgivet urigtige eller fortiet oplysninger til brug for afgiftskontrollen, idet sagens person angav et momstilsvar på 61.156 kr., selvom momstilsvaret rettelig var 211.131 kr., hvorved statskassen blev unddraget 149.975 kr. i moms.

Som forhold 2 var T tiltalt for momssvig ved for perioden fra den 1. januar 2013 til den 31. marts 2015, som fuldt ansvarlig deltager i samme enkeltmandsvirksomhed, med forsæt til at unddrage statskassen afgift, at have undladt at angive størrelsen af virksomhedens udgående og indgående afgift, hvorved statskassen blev unddraget 718.651 kr. i moms.

Det offentlige blev herved unddraget 868.626 kr. i moms i alt.

T forklarede, at hun ikke havde haft noget med virksomheden at gøre, idet det reelt var hendes mand, der drev virksomheden. Hun åbnede ikke virksomhedens post. T havde kontaktet en revisor, og revisoren havde fra foråret 2013 haft flere møder med både T og hendes mand om virksomhedens drift.

Byretten lagde vedrørende forhold 1 til grund, at T i august 2015 var bekendt med, at der ikke var foretaget korrekt momsindberetning for enkeltmandsvirksomheden for 2012, men retten fandt ikke, at anklagemyndigheden mod T’s benægtelse havde løftet bevisbyrden for, at T på det tidspunkt, hvor pligten for momsindberetning for 1.-4. kvartal 2012 indtrådte, havde det fornødne forsæt til overtrædelse af momsloven. T frifandtes derfor for momssvig af særlig grov karakter. Forholdet var herefter forældet efter den 5-årige forældelsesfrist vedrørende overtrædelse af momsloven, hvorefter T frifandtes helt for forhold 1.

Vedrørende forhold 2 lagde byretten til grund, at T i august 2015 var bekendt med, at der ikke var foretaget momsindberetning for enkeltmandsvirksomheden for perioden 1. januar 2013 til 31. marts 2015. Efter revisors forklaring fandt retten det ubetænkeligt at lægge til grund, at virksomhedens manglende momsafregning blev drøftet på møderne med ham. Told- og skatteforvaltningen havde for hvert kvartal i den omhandlede periode tilsendte foreløbige fastsættelser af virksomhedens moms til T.

Under disse omstændigheder samt det i øvrigt oplyste, fandt retten det godtgjort, at T, allerede da pligten for momsindberetning for hvert kvartal i den omhandlede periode indtrådte, havde den fornødne grad af forsæt til, at virksomheden ikke foretog indberetning af virksomhedens moms. At T ikke åbnede virksomhedens post, kunne ikke føre til en anden vurdering.

T fandtes herefter skyldig i forhold 2 og idømtes 6 måneders fængsel samt en tillægsbøde på 715.000 kr. Fængselsstraffen blev i sin helhed gjort betinget under hensyn til den lange sagsbehandlingstid samt T’s gode personlige forhold.

Byrettens dom blev anket af T med endelig påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden påstod domfældelse i overensstemmelse med anklageskriftet samt skærpelse.

Landsretten fandt, at T måtte have indset, at det var muligt, at der i hendes virksomhed ikke blev angivet moms eller afgivet urigtige oplysninger herom i et omfang, som det der fandt sted, og at hun accepterede denne mulighed for det tilfælde, at det faktisk forholdt sig på denne måde. Landsretten fandt herved, at T havde haft forsæt til de i anklageskriftet beskrevne momsunddragelser i forhold 1 og 2.

Landsretten fandt under hensyn til, at forhold 1, hvor der var rejst tiltale for urigtige momsangivelser, og forhold 2, hvor der var rejst tiltale for ikke at have angivet moms, var begået i en sammenhængende periode fra 2012 indtil 1. kvartal 2015 og angik angivelse af moms, der skulle være afregnet kvartalsmæssigt, at forholdene efter en samlet vurdering udgjorde en sammenhængende række af ensartede handlinger og dermed måtte anses for en fortsat forbrydelse.

Efter forholdenes karakter og størrelsen af det unddragne beløb fandt landsretten, at forholdene skulle henføres under straffelovens § 289, stk. 1, og det var herefter bevist, at T var skyldig i den rejste tiltale, idet ingen dele af strafansvaret var forældet.

T fandtes herefter skyldig i forhold 1 og forhold 2.

Landsretten ændrede byrettens dom således, at T blev straffet med fængsel i 8 måneder, der blev gjort betinget med en prøvetid på 1 år og en tillægsbøde på 860.000 kr.

Vejledningen handler om obligatorisk indberetning af fradragsberettiget kontingent mv. til arbejdsløshedskasser, faglige foreninger og klubber samt om præmier til privattegnede arbejdsløshedsforsikringer for kalenderåret 2025.

Indberetningspligten følger reglerne i skatteindberetningsloven (lovbekendtgørelse nr. 1059 af 21/08/2025 om skatteindberetning)

Indberetningen om faglige kontingenter, a-kassebidrag og efterlønsbidrag følger reglerne i skatteindberetningslovens § 31 og § 32. Indberetning om flexydelsesbidrag står i skatteindberetningslovens § 35. Indberetning om privattegnede arbejdsløshedsforsikringer står i skatteindberetningslovens § 9, og bekendtgørelse nr. 1016 af 22. juni 2023 om skatteindberetning § 17.

Vejledningen handler om obligatorisk indberetning af modtagne gaver og ydelser, der er fradragsberettigede for giveren, som er givet til en almenvelgørende forening mv., der er godkendt af Skattestyrelsen.

Indberetningspligten følger reglerne i skatteindberetningsloven og skatteindberetningsbekendtgørelsen.

I Den juridiske vejledning afsnit C.A.4.3.5.8 Fradrag for gaver til visse foreninger efter LL § 8 A, finder I den beløbsmæssige grænse for hvor meget gavefradraget maksimalt kan udgøre.

Vejledningen handler om obligatorisk indberetning for kulturinstitutioner der skal indberette oplysninger om modtagne gaver, der er fradragsberettigede for giveren.

I Den juridiske vejledning afsnit C.A.4.3.5.7 Gaver til kulturinstitutioner, finder I betingelserne for fradrag til kulturinstitutioner.

Vejledningen handler om obligatorisk indberetning af modtagne gaver og ydelser, der er fradragsberettigede for giveren, som er givet til en almenvelgørende forening mv., der er godkendt af Skattestyrelsen.

Indberetningspligten følger reglerne i skatteindberetningsloven og skatteindberetningsbekendtgørelsen.

I Den juridiske vejledning afsnit C.A.4.3.5.11 Fradrag for gaver til forskning, finder I betingelserne for fradrag til forskning.

Vejledningen indeholder

1) Indledning

2) Del 1 i vejledningen henvender sig til abonnenter (myndigheder og andre som bruger oplysninger fra eIndkomst)

3) Del 2 i vejledningen henvender sig til databehandlere (IT-leverandører)

Spørger A og Spørger B, der var søskende, ejede hver 50 pct. af aktierne i Selskabet H1. Spørger B havde gennem en årrække udstedt kreditnotaer til selskabets større kunder, uden at disse var fremsendt til kunden. Betalingen for disse kreditnotaer var herefter sket til konti tilhørende Spørger B privat. Selskabets revisor opdagede forholdene, hvorefter det blev besluttet af bortvise og politianmelde Spørger B og rejse krav om tilbagebetaling, som påtænktes gennemført ved, at Spørger B afhændede sine aktier i Selskabet til Selskabet uden at modtage fuldt vederlag herfor, idet Selskabets krav mod Spørger B skulle modregnes i salgssummen. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at overførsler af midler fra Selskabet, som medaktionær Spørger B havde tilegnet sig uberettiget fra Selskabet, ikke medførte, at hverken Spørger A eller Spørger B skulle beskattes af udbytte omfattet af ligningslovens § 16 A og at beløbet ville være at anse som et tilgodehavende for Selskabet fra Spørger B. Skatterådet kunne dog bekræfte, at overførsler af midler fra Selskabet, som Spørger B havde tilegnet sig fra Selskabet, ikke skulle anses som udbytte omfattet af ligningslovens § 16 A for Spørger A.

Skatterådet kan ikke bekræfte, at Spørgers anvendelse af mineralolieprodukter og naturgas i perioden 25. juni 2022 og frem til og med 31. december 2024 til brug for forarbejdning og fremstilling af mejeriprodukter (mejeridrift), er omfattet af afgiftslempelsen i den dagældende mineralolieafgiftslovs § 11 b, stk. 1 og den dagældende gasafgiftslovs § 10 b, stk. 1, så nedsættelsen af tilbagebetalingen af afgift efter mineralolieafgiftslovens § 11 og gasafgiftslovens § 10 sker med 1,6 pct. Skatterådet fandt således ikke, at der var tale om forbrug af brændsler udelukkende til virksomhed vedrørende jordbrug og husdyrbrug etc. (landbrugsmæssig aktivitet).

Anmodningen om bindende svar kommer i forlængelse af, at Skatterådet i en lang række sager har taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt en virksomheds anvendelse af mineralolieprodukter og gas er en landbrugsmæssig aktivitet. Skattestyrelsen har fulgt Skatterådets praksis i de pågældende sager ved udarbejdelsen af sin begrundelse og indstilling i denne sag.

Sagsøgerne havde i 2017 til 2019 ikke fået godkendt fradrag i deres skattepligtige og personlige indkomst for underskuddet af deres deltidslandbrug, som de drev i interessentskabsform, idet deltidslandbruget ikke blev anset som erhvervsmæssigt. Af samme grund kunne sagsøgerne ikke anvende virksomhedsordningen. I sagen for skatteankenævnet var der gennemført et syn og skøn, der konkluderede, at der i 2017 til 2019 med de daværende forhold var udsigt til, at de enkelte driftsgrene på sigt vil kunne give et driftsresultat på 0 kr. eller overskud efter driftsmæssige afskrivninger, men før driftsherreløn og renter.

Retten lagde til grund, at landbruget ved overtagelsen krævede investeringer, og at driften af landbruget i en periode har været præget af, at dele af ejendommen kunne blive påvirket af et naturgenopretningsprojekt, som endte med ikke at blive gennemført. Endvidere lagde retten til grund, at landbruget siden opstarten i 2003 og frem til 2019 blev drevet med skattemæssigt underskud. For årerne 2017-2019, hvor der var fremlagt årsrapporter, lagde retten tillige til grund, at der var negativt driftsresultat. Herefter udtalte retten, at det under disse omstændigheder er en forudsætning for at anse driften for erhvervsmæssig, at der er et sikkert grundlag for at antage, at landbruget på sigt vil udvikle sig således, at det stopper med at give underskud, jf. UfR 2000.313 H.

Retten fandt, at hverken skønserklæringen eller bevisførelsen i øvrigt skabte det fornødne sikre grundlag for at antage, at landbruget i 2017-2019 ville udvikle sig således, at det ville ophøre med at give underskud. Retten henviste i den forbindelse til, at skønsmandens konklusion til dels beroede på efterfølgende og for landbruget uafhængige omstændigheder.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.